Foto: TV 2 Lorry

Krudttønden: straffesagen begynder til marts

Københavns Byret har afsat 30 dage til at behandle en straffesag mod Omar El-Husseins påståede hjælpere.

De fem har torsdag fået forlænget varetægtsfængslingen med yderligere 14 dage.

Endnu har anklagemyndigheden ikke rejst en tiltale mod de fem, men nu er der altså på forhånd blevet afsat dage i kalenderen til sagen.

- Den kan begynde 10. marts, siger anklager Sidsel Klixbüll til Ritzau. Den såkaldte forhåndsberammelse er sket efter ønske fra Københavns Politi.

Det er aftalt med anklagemyndigheden og de fems forsvarere, at sagen i givet fald vil strække sig frem til september.

Politiets sigtelse drejer sig om, at de fem på forskellig måde skal have medvirket til de drab og drabsforsøg, som Omar El-Hussein begik i februar i år. Alle fem nægter sig skyldige.

Anklagemyndigheden har betegnet skyderierne som terror, men sigtelserne drejer sig altså "kun" om medvirken til drab og drabsforsøg.

Hvis der skal rejses tiltale om medvirken til terror, kræver det, at justitsminister Søren Pind (V) siger ja.

Det afgørende i den forbindelse er, om anklagemyndigheden mener at kunne bevise, at de fem vidste, hvad El-Hussein var i færd med.

I et retsmøde om fortsat varetægtsfængsling torsdag betegner anklageren sagen som kompleks.

Efterforskningen er særdeles omfattende. Materialet fylder mere end 50 ringbind. I september kom det frem, at undersøgelserne næsten var færdige.

Men offentligheden må endnu ikke høre nærmere om de påståede beviser. Derfor blev dørene til torsdagens retsmøde lukket i lighed med tidligere.

Anklageren begrundelse er, at hun frygter, at vidner vil kunne ændre og indrette deres forklaringer efter det, der eventuelt kommer frem.