Foto: TV2/Lorry

Kriminelle skal opleve mere politi

Tyveknægte og rockere i Halsnæs Kommune skal ikke tro, at politiet sidder og triller tommelfingre på politigården. Øget indsats skal kortlægge de kriminelles færden, skriver Frederiksborg Amts Avis.      

Nordsjællands Politi er i færd med at kortlægge de kriminelles vaner i Halsnæs Kommune.

Operationen har kørt de seneste ti uger og har fået kodenavnet Operation Muldvarp. Ved hjælp af en større synlighed i kommunen og et større fokus på forebyggelse håber politiet at kunne dæmme op for den megen kriminalitet i området.

- Vi har brugt mange ressourcer på at opklare indbrud og forbrydelser i Halsnæs Kommune.

- Nu forsøger vi med en lidt mere målrettet indsats i et håb om, at investeringen giver et afkast ved, at vi ikke skal bruge så meget tid på ting, der har fundet sted, og i stedet kan forhindre, at det finder sted, forklarer vicepolitiinspektør for Nordsjællands Politi i Frederikssund Finn Bernth Andersen.

Det skal blandt andet ske ved at øge kontakten mellem politi og potentielle forbrydere.

- Vi har haft langt flere indbrud i 2011 end tidligere år, og i stedet for at rende dem i hælene, så er det mere interessant at se på, hvordan de afsætter tyvekosterne. Vi vil gerne have fingrene i hælerleddet, og det får vi ikke ved at sidde på en kontorstol, siger viceinspektøren.