Kommuner fravælger økomad til børn.

Under en tredjedel af de frokostmåltider, der fra næste år skal serveres for børnene i landets daginstitutioner, vil med sikkerhed indeholde økologiske varer.

Det fremgår af en rundspørge, politiken.dk har foretaget blandt de ansvarlige kommunale chefer på området, som for øjeblikket er ved at planlægge, hvilken mad der skal på bordet i deres institutioner, når frokostordningen træder i kraft. Det skriver Politiken onsdag.

Ifølge politiken.dk's rundspørge planlægger 28 procent af
kommunerne, at så meget af maden som muligt skal være økologisk.
En enkelt kommune (Albertslund) tilstræber 100 procents økologi,
mens 32 procent af kommunerne svarer, at de ikke har nogen
målsætninger om at servere økologisk mad.

Resten - 38 procent - har ikke taget stilling til økologien endnu eller vil lade det være op til de enkelte institutioner selv.

Det er stram økonomi og den snævre tidsramme, der får
kommunerne til at fravælge økologien. Socialordfører Mette
Frederiksen (S) er ikke begejstret for resultatet:
»Det er en understregning af, at det er en discountordning«,
siger hun til Politiken onsdag. Helt så dystert ser formanden
for KL, Rudersdals borgmester, Erik Fabrin (V), ikke på
rundspørgens resultater.

»Jeg tror ikke, der er nogen religion i kommunerne, der siger,
at det kun er økologisk mad, der duer, eller at man slet ikke
skal bruge økologisk mad«, siger Erik Fabrin til Politiken
onsdag.

I stedet bør politikerne fokusere på, at de ansatte i
institutionerne giver børnene et sundt måltid til en fornuftig
pris, mener han.