Kommune skal betale en million til kærestepar

83 par fra Rødovre får nu tilsammen en million kroner efterbetalt i kontanthjælp.

Rødovre Kommune skal betale en million kroner til 83 kærestepar, fordi kommunen har tabt en sag i Ankestyrelsen om kommunens behandling af par, der blev pålagt at forsørge hinanden. 

Sagen handler om den skandaleramte lov om gensidig forsørgelsespligt for samlevende, hvor kommuner landet over har efterbetalt over 51 millioner kroner indtil videre på grund af fejl i sagsbehandlingen. Det skriver Avisen.dk.

Den fejl, som Ankestyrelsen peger på i sagen, har Rødovre Kommune også lavet i en lang række andre sager om kærestepenge.

Derfor er alle sagerne blevet gennemgået igen, og 83 kontanthjælpsmodtagere har ret til at få de penge efterbetalt, de er blevet trukket i kontanthjælp. For nogle kan det drejer sig om halvdelen af deres kontanthjælp hver måned tilbage fra januar 2014.

- Det er penge, vi har det skidt med at udbetale, set i forhold til, at vi har lavet en fodfejl, men parrene faktisk har erkendt, at de er samlevende, siger socialchef i Rødovre Kommune Ole Pass til Avisen.dk.

Ifølge avisen sagde Ole Pass sidste år, at loven var fulgt til punkt og prikke, og at der kun var fejl fire særlige sager, hvor parrene ikke selv havde skrevet under på, at de var kærester.

Dengang var kommunen i søgelyset, fordi et andet par vandt en kærestepenge-sag mod kommunen i Ankestyrelsen. Men alligevel måtte parret kæmpe to måneder, før kommunen rettede ind og efterbetalte de 16.000 i kontanthjælp.

- Vi er stadig ikke enige i Ankestyrelsens fortolkning, men nu gider vi ikke slås mere, og loven om gensidig forsøgelsespligt er heldigvis blevet afskaffet igen ved årsskiftet, siger Ole Pass til Avisen.dk.

Ulf Harbo, der byrådsmedlem for Enhedslisten i Norddjurs Kommune kalder det magtarrogant, når socialchefen kalder fejlen i sagsbehandlingen for en fodfejl og insisterer på, at kommunens håndtering er rigtig.

- Kommunen har ikke overholdt forvaltningsloven. Er det en fodfejl? Mener han, at både Ankestyrelsen og Styrelsen for Arbejdsmarked og rekruttering har uret. Hans kommune vælger at fratage mennesker halvdelen af deres forsørgelsesgrundlag uden at følge loven, siger Ulf Harbo siger han til Avisen.dk.

De 83 par får pengene efterbetalt i næste uge. Selve loven om at samlevende skal forsørge hinanden, hvis den ene kommer på kontanthjælp, blev afskaffet 1. januar 2016.