Kommune fjernede V-politikers valgplakater, selvom de hang lovligt

Venstres spidskandidat i Roskilde ærgrer sig over, at kommunen fjernede flere af hans valgplakater ved en fejl.

- Jeg er sikker på, at det er sket i god tro, siger folketingskandidat for Venstre Lars-Christian Brask, der dog alligevel ærger sig over kommunens bommert. Foto: Lars-Christian Brask privatfoto

Lars-Christian Brask, der er Venstres folketingsspidskandidat i Roskilde-kredsen, kunne godt have ønsket sig en lidt bedre start på valgkampen.

Lørdag den 11. maj satte han og hans støtter en masse valgplakater op rundt omkring i Roskilde.

Sidenhen har Roskilde Kommunes forvaltning fjernet tyve af hans valgplakater, som hang i to rundkørsler, med den begrundelse, at de var hængt ulovligt op og var til fare for trafiksikkerheden.

Det har dog efterfølgende vist sig, at kommunen har taget fejl, og at Lars-Christian Brask var i sin gode ret til at hænge valgplakaterne op de pågældende steder, som nærmere bestemt er Frederiksborgvej-rundkørslen og rundkørslen ved Frøspringvandet i Roskilde.

Kommunen har derfor leveret valgplakaterne tilbage til Lars-Christian Brask og givet ham en undskyldning.

Dødærgerligt og irriterende 

Problemet for Lars-Christian Brask er bare, at flere af de steder, hvor hans plakater hængte, i mellemtiden er blevet taget af Socialdemokratiet.

- De (Socialdemokratiet, red.) har slået en pløkke ned med deres valgplakater, som står og dækker dér, hvor jeg kan hænge på træerne. Det er ikke fordi, jeg ligger søvnløs over det. Det er bare dødærgerligt og irriterende.

- Jeg har jo brugt planlægning og taktik i at være synlig netop de steder, hvor der er trafik og mennesker, der bevæger sig rundt, siger han.  

Her ses et før- og efterbillede fra den ene af de rundkørsler, hvor Lars-Christian Brasks valgplakater hang. Foto: Privatfoto

Lars-Christian Brask er i øvrigt selv næstformand for Plan- og Teknikudvalget i Roskilde Kommune, som er den forvaltning, der har fjernet hans valgplakater.

- Det er jo folk, jeg har ansvaret for, der har rendt rundt og pillet mine valgplakater ned.

- Der er formentlig en medarbejder, der har glemt det. Jeg er sikker på, at det er sket i god tro. Men ikke desto mindre er det stadig drønærgerligt og pisseuheldigt, siger han.

Kommunen beklager

Ifølge kommunen skyldes fejlen, at det tidligere har været forbudt at benytte midterøerne i rundkørsler til ophængning af plakater. Men efter en ændring af vejloven tilbage i 2014 er det alligevel blevet tilladt i rundkørsler, der ligger i zoner, hvor der ikke må køres hurtigere end 60 kilometer i timen.

- Der er tale om en forkert tolkning af reglerne fra vores side. Vi havde den opfattelse, at de slet ikke måtte hænge i rundkørslerne på grund af trafiksikkerheden. Jeg har nu kontaktet vælgerforeningerne og undskyldt fejlen, siger Carsten Leth, driftschef ved Materielgården i Roskilde Kommune, til TV 2 Lorry.

Han tilføjer, at samtlige medarbejdere i forvaltningen er blevet orienteret om, at de ikke skal fjerne valgplakater, som hænger lignende steder.

Drejer sig om synlighed

På trods af forvaltningens åbenlyse bommert, mener Lars-Christian Brask ikke, at forvaltningen kan gøre meget mere, end de allerede har gjort for at råde bod på fejlen.

- Forvaltningen har været ordentlig og sagt, at hvis jeg har nogle udgifter på det, så vil de dække dem. Men de kan selvfølgelig ikke hænge mine plakater op igen, eller fjerne de andres lige præcis dér, hvor min hang til at begynde med. Så det er bare – sagt i gåseøjne - omstændigheder, der er døduheldige. Der er jo 'crowdet' nok i forvejen i Roskilde med cirkusplakater, kulturfestivalsplakater og Europaparlamentsvalgsplakater i gadebilledet, siger han og tilføjer, at han har brugt lang tid på at planlægge valgkampen.

- Det drejer sig jo om synlighed, og bare her i weekenden har vi haft flere store begivenheder i Roskilde, hvor mange er kørt igennem de her rundkørsler.

Lars-Christian Brask fortæller, at han i alt har hængt 400 valgplakater op, så med de tyve, der er blevet pillet ned af kommunen, mangler han stadig fem procent af sine plakater i gadebilledet. 

- Jeg er fair og følger reglerne. Så det er selvfølgelig frustrerende at blive diskvalificeret på den måde, og det er også ærgerligt for demokratiet, siger han.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik