Køge er Sjællands bilhovedstad

Foto: Lorry

Køge giver alle andre sjællandske byer baghjul, når det handler om at have brugte biler til salg. Det skriver DAGBLADET Køge.

Lige nu er der knap 1100 brugte biler til salg i Køge. Det tal sætter byen øverst på podiet i kapløbet om at være Sjællands bilby nummer et. Det viser en undersøgelse fra Biltorvet.dk.

- I Køge har man en central geografisk placering godt hjulpet af motorvejene. Og så har forhandlerne været dygtige til i fællesskab at markedsføre området som et bilcentrum, siger Claus Nyboe, der er direktør for Biltorvet.dk.

Han fortæller videre, at brugtbils-forhandlerne i Køge også gode til at have de bilmodeller, som kunderne oftest efterspørger.

Hos Bilhuset i Køge kan man godt nikke genkendende til efterspørgslen på brugte biler.

- Vores erfaring er, at det er vigtigt at have nogle gode brugte biler. Det er der kunder til i området, siger Casper Møller fra Bilhuset Peugeot til DAGBLADET Køge.

Den by i hele landet, der har allerflest brugte biler til salg, er Silkeborg. Men når det kommer til salg af brugte varebiler, slår Køge Silkeborg og indtager en suveræn førsteplads.