Københavnske politikere: Nattelivets unge skal kunne få testet fest-stoffer

Københavns politikere har besluttet, at et mobilt laboratorium, som skal tjekke de unges stoffer, skal med på budgetforhandlingerne for 2019.

Københavnske unge kan i fremtiden få tjekket deres stoffer for urenheder eller høje stofkoncentrationer i et mobilt laboratorium.

Det besluttede politikerne i Borgerrepræsentationen torsdag aften i et bredt flertal, hvor kun Dansk Folkeparti stemte imod.

Medlemsforslaget blev vedtaget, så det nu er en del af de kommende budgetforhandlinger for 2019 i Københavns Kommune.

Men selvom nærmest alle partier stemte for det mobile laboratorium, som ifølge medlemsforslaget skal "skabe et mere sikkert miljø, hvor alle kan komme og få testet deres stoffer af uddannet personale", var det langt fra en selvfølge, at opbakningen til pilotforsøget ville være stor. 

Forvaltninger og politi advarer

En undersøgelse fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen, lavet på politikernes foranledning, advarer nemlig mod oprettelsen af det mobile laboratorium.

quote Vi var nærmest chokeret over, at alle andre end os syntes, at det var en god idé.

Cheanne Nielsen, Dansk Folkeparti, suppleant i BR

Ifølge forvaltningerne kan et sådant tiltag både diskuteres etisk og økonomisk, ligesom der ikke kan laves konkrete vurderinger af, hvor stor effekten er; det er nemlig aldrig blevet gjort før.

Samtidig oplyser chefpolitiinspektør hos Københavns Politi, Jørgen Bergen Skov, i et brev til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, at politiet ikke kan støtte forslaget - og heller ikke oprette en straffri zone omkring laboratoriet, som politikerne ønsker. 

Derfor kommer den bedre opbakning til forslaget bag på Dansk Folkeparti, der ikke var i tvivl om, at de skulle stemme imod.

DF: "Vi var chokeret"

- Vi var nærmest chokeret over, at alle andre end os syntes, at det var en god idé, siger Cheanne Nielsen fra Dansk Folkeparti. Hun var med til torsdagens møde i Borgerrepræsentationen som suppleant.

Hun mener, at for mange politikere tager alt for let på problematikken om stoffer i nattelivet, og at et mobilt laboratorium vil have den modsatte effekt end tiltænkt.

quote Alle anbefalinger går i mod det, så det er helt vildt, at det er blevet vedtaget.

Cheanne Nielsen, Dansk Folkeparti, suppleant i BR

- Paradokset er, at man hævder, at man vil redde de unges liv ved at lade de unge have det her stof i hænderne, i stedet for at sige, at de ikke skal have fat i det i første omgang, siger hun til TV 2 Lorry og tilføjer:

- Og alle anbefalinger går imod det, så det er helt vildt, at det er blevet vedtaget.

Radikale: "Svarene er ikke en klare afvisninger"

Hos Radikale glæder man sig i stedet over, at forslaget er blevet vedtaget til budgetforhandlingerne, ligesom man ikke mener, at vurderingerne fra forvaltning og politi er egentlige advarsler.

- Jeg ser det ikke som en blank afvisning, siger Karen Melchior fra Radikale Venstre i Borgerrepræsentationen.

quote Ved stofindtagelsesrum og heroin var bekymringen også, at det ville udbrede stofferne – det gjorde det ikke.

Karen Melchior, Radikale

- De vurderinger, som er kommet fra forvaltningerne og politiet, taler om, at der både er visse fordele og aspekter, som man skal vurdere fremadrettet, siger hun. 

I stedet hæfter den radikale politiker sig ved, at forvaltningernes og politiets svar minder om det svar, som politikerne modtog forud for oprettelsen af stofindtagelsesrum i København.

- Ved stofindtagelsesrum og heroin var bekymringen også, at det ville udbrede stofferne – det gjorde det ikke, siger Karen Melchior og tilføjer:

- Vi har gennem de sidste 30-40 år forsøgt at få folk til at stoppe med at tage stoffer. Det er ikke lykkes endnu. Det er vigtigere for mig, at vi får reduceret skaderne hos de mennesker, som tager stoffer, end at have en idelogisk krig mod stoffer, som ikke håndterer den virkelighed, mange københavnske borgere lever i.

Budgetforhandlingerne i Københavns Kommune begynder den 31. august.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik