Foto: TV2/Lorry

København mangler en plan for Rådhuspladsen

Der mangler en overordnet plan for Rådhuspladsen i København. Sådan lyder kritikken fra Foreningen Hovedstadens Forskønnelse, der er bekymrede for den knopskydning, som præger Byens Plads - og området omkring.

Industriens Hus er på plads, Scalabyggeriet er på vej, Tivolihjørnet er i høring og senest er tegningerne for Metrostationen på Rådhuspladsen blevet offentliggjort.

- Vi ender med, at Rådhuspladsen endnu en gang må blive et misfoster, fordi opgaven med at lave en fornuftig central plads er forpasset, fordi man ikke vil lave en samlet plan, men tager det stykvis og delt, siger Jakob Lange, der er formand for Foreningen Hovedstadens Forskønnelse.

Miljø- og Teknikborgmester Morten Kabell vil gerne kigge på en større sammenhæng på selve pladsen, men afviser at lave en helhedsplan for området.

- Det at lave en helhedsplan uden faktisk at have et trecifret millionbeløb til at lave pladsen om - det er jo en halsløs gerning. Jeg vil ikke stå her og love, at jeg på nogen måde vil prioritere et trecifret millionbeløb, når jeg ser behovene ude i resten af byen, siger Morten Kabell.

Men den køber Jakob Lange ikke.

- Det er for mig at se noget vrøvl. Man kan udmærket godt lave planer for byens udvikling uden at have penge til at realisere dem i morgen.

På trods af store folkefester, fejringer og demonstationer, så mener Jakob Lange ikke, at Rådhuspladsen nogensinde har været det samlingspunkt, som det burde være. Og nu er formanden Foreningen Hovedstadens Forskønnelse bange for, at det aldrig sker:

- Man forspilder måske en historisk chance, og man er lige ved at have gjort det, for at lave den plads, som Rådhuspladsen - i al den tid, den har eksisteret - aldrig har været. Nemlig byens store samlede plads.