Københavns kommune sendte kærestebreve uden tilladelse

Foto: TV2/Lorry

I strid med politikernes beslutning har Københavns Kommune sendt breve til 5.7000 københavnske kontanthjælpsmodtagere. Det skriver Avisen.dk.

4.700 af dem er blevet bedt om at skrive under på, om de er kærester med de andre voksne, der bor på deres adresse eller ej.

Også Århus Kommune er klar til at sende breve ud til kommunens kontanthjælpsmodtagere og afkræve dem et svar på, om de er kærester.

Brevene skyldes en ny lov om, at ugifte samlevende skal forsørge hinanden ligesom gifte par.

Men det er dyneløfteri af værste skuffe, lyder det fra flere vrede politikere i København, hvor sagen nu har afstedkommet ballade i Borgerrepræsentationen.

Signe Færch, medlem af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, for Enhedslisten, mener overhovedet ikke, at politikerne har sagt god for at sende et eneste brev. Hun vil nu stille borgmesteren for området til ansvar.

"Det kan ikke være rigtigt, at Anna Mee Allerslev (R) sætter hele det her dyneløfteri i gang uden, at det er drøftet i udvalget," siger Signe Færch til Avisen.dk.

Indførelsen af den nye lov og planen om brevene var oppe i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i september.

Men Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten fik vedtaget, at kommunens administration af den nye lov skal drøftes igen, inden politikerne beslutter noget.

Den drøftelse er først sat på dagsordenen på et møde i udvalget mandag aften. Cirka en måned efter de næsten 6.000 breve blev sendt ud.

Signe Færch får fuld støtte fra SF'eren Neil Bloem, der også var med på mødet i udvalgt.

"Jeg mener bestemt ikke, at der er givet politisk mandat til at begynde at sende breve ud," siger Neil Bloem til Avisen.dk.

Neil Bloem kalder det et stort problem, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen er "lige lovligt selvkørende".

Socialdemokraternes medlem af udvalget, Stig Ekman (S), siger ligeud, at det havde forvaltningen ikke mandat til, og hans synes, de skulle have ventet. Men han er klar til at acceptere kommunens dyneløfteri.

"Det er ok, de har gjort det, så folk får en mulighed for at forberede sig. Det ville være uanstændigt, hvis de lige op til jul fik besked om, at de fra 1. januar går flere tusinde ned i indtægt," siger Stig Ekman til Avisen.dk.

Avisen.dk har siden torsdag formiddag forsøgt at få en kommentar fra borgmesteren for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen Anna Mee Allerslev.

Hendes pressechef oplyser, at brevene er sendt af forvaltningen og henviser til sidst til direktør for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.

"Jeg beklager naturligvis, at Enhedslisten, Socialdemokraterne og SF har den opfattelse, at vi er gået videre end vi skulle. Formålet er at skabe det nødvendige administrative grundlag og også leve op til god forvaltningsskik," skriver Kaj Ove Christiansen til Avisen.dk.