Foto: TV2/Lorry

København skal have 10 gange så mange solceller

Københavns Kommune lancerer nu et forsøg på at øge antallet af københavnske hjem, der får sin strøm fra solceller, drastisk, gennem en ny solcelle-hjemmeside, hvor man kan se, om ens tag overhovedet er egnet til formålet.

Det skriver metroxpress.

Ifølge Mariann Anderson, der er kommunens fagmedarbejder på området, håber man at 10-doble antallet inden for de næste godt 10 år.

»I dag har vi cirka 300 anlæg i København fordelt på store og små bygninger. Vores plan er, at København skal op på 3.000 inden 2025,« fortæller hun til metroxpress.

Ved at søge på sin adresse på et kort over københavnske boliger og bygninger på Kk.dk/solceller kan man ifølge Mariann Anderson blandt andet få at vide, om der er nok sol på taget, om der er en lokalplan for området, der stiller særlige krav til solceller, og hvordan man finder frem til den rette pris og det rette anlæg.

»Det er vigtigt, at københavnerne investerer i energibesparende og vedvarende energi, hvis København skal blive CO2-neutral i 2025. Jeg vil opfordre københavnske boligejere til at tage et kig på hjemmesiden og blive klogere på, om solceller kunne være en interessant investering for dem,« siger teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (SF).

Folketinget vedtog i juni en lovændring, der fortsat sikrer boligejere forhøjet støtte til den strøm, de producerer på deres tag.

Københavns Kommune vurderer, at hvis det lykkes at 10-doble antallet af solceller, vil det betyde, at solcelleenergi kommer til at dække én procent af københavnernes energiforbrug.