Foto: TV 2 Lorry

Køb billig overskudsmad med ny app

Aftensmad for en flad 20'er? Lyder det fristende, skal du overveje at hente en ny dansk app, hvorfra du kan købe billig overskudsmad.

Med en fyldt buffet er der hver aften mad til overs, når restaurant Dalle Valle skal til at lukke.

Derfor har restauranten siden efteråret været tilmeldt tjenesten Too Good to Go, som skal forhindre, at maden ender i skraldespanden.

- Førhen smed vi jo fulde fade ud. Men nu - her i Fiolstræde - kommer der 20-25 personer hver aften, siger Stine Pedersen, Driftschef hos Dallevalle, der er en af restauranterne, der bruger app'en.

Too Good to Go giver brugere mulighed for at købe en billig omgang aftensmad, og det nyder blandt andre Alexander Chelu, der er ejendomsmægler, godt af.

- Den sidste uge har jeg brugt det fire gange. I går fik jeg sushi, så jeg tror, det bliver buffet i dag, siger han til TV 2 Lorry.

Det er en gruppe unge iværksættere, der står bag den nye tjeneste, hvor man kan bestille et måltid mad, som restauranter har til overs lige før lukketid.

- Man får udleveret en boks, og så fylder man den så meget, man har lyst til, forklarer Stine Pedersen.

De unge iværksættere driver Too Good to Go fra en lejlighed på Christianshavn, hvor tre af dem også bor.

Ideen opstod i oktober, da de iværksætterne selv var ude at spise på en buffetrestaurant.

Her opdagede de, hvor meget mad der bliver smidt ud.

Og siden da er det gået stærkt.

I dag er 150 restauranter hoppet med på ideen - 70 af dem i hovedstadsområdet alene.

- Vi synes selv, det er en hammergod idé, der burde have været tænkt på lang tid før. Der er lige nu rigtig meget fokus på bæredygtighed, og at mad ikke skal smides ud. Og der bliver smidt rigtig meget mad ud. Alene i restaurantbranchen smides 29.000 tons mad ud, siger Stian Olesen, medstifter af Too Good to Go.

Typisk er der tale om buffetrestauranter og sushikæder, men holdet håber på, at også bagere og cafekæder i fremtiden bliver at finde via app'en.

Iværksætterne er blandt andet i kontakt med kæder som Lagkagehuset og Baresso, og ambitioner er store på det lille kontor på Christianshavn.

- Vi er også startet i Frankrig og i Tyskland, men vi vil videre. Vi vil gøre det til en global app, så man kan bruge den i alle de lande, det kan fungere i. Så vi vil både til USA, vi vil til England, vi vil videre ud i Europa og Australien, siger Stian Olesen.

App'en ligger lige nu som nummer tre i App Store.