Her ses et billede af Robbie efter operationen. Foto: Dorte Schultz - privatfoto

Dortes katte bliver skudt igen og igen: "Decideret grusomt"

Dorte Schultz' kattekilling Robbie blev forleden skudt. Det er tredje gang, at nogen skyder hendes katte.

Dorte Schultz fra Køge har flere gange oplevet, at hendes katte bliver skudt i nabolaget ved Hastrupvej/Tværvej.

Sidste sommer gik det ud over hendes ti år gamle hankat Obama, der måtte aflives, efter at den havde fået sit ene ben knust af hagl.

Forleden skete det så igen.

Den ene af Dorte Schultz’ to katte, kattekillingen Robbie, kom fredag kort før middag hjem med et stort blødende hul i siden og vred sig i smerte.

  Foto: Dorte Schultz - privatfoto

Dorte Schultz tog derfor straks Robbie med til Ølby Dyrehospital, hvor dyrelægerne efter en røntgenfotografering kunne bekræfte det, som Dorte Schultz allerede frygtede: Den var blevet skudt.

Den cirka ti måneder gamle hankilling var blevet ramt af et hagl i bughulen, og det havde borede sig så langt ind, at det havde forårsaget mindre skade på dens lever.

- Det er ikke til at begribe. Det er decideret grusom dyremishandling, og det pisser mig af, at nogen kan finde på at gøre sådan noget, siger Dorte Schultz til TV 2 Lorry.

Her ses det røntgenfoto, som dyrelægen tog. Foto: Dorte Schultz - privatfoto

Dyrelægerne opererede Robbie, og det lykkedes at få pillet haglet ud af den lille killings krop og lappet den sammen igen.

Robbie slikker stadig sine sår efter mishandlingen. Foto: Dorte Schultz - privatfoto

Robbie er nu hjemme igen og er ved at komme sig. Men spørger man Dorte Schultz, så har hun svært ved at lægge hændelsen bag sig.

Læs også Katten Obama død efter skud: "Det er dyremishandling"

Tredje gang det sker

Hun har derfor skrevet et opslag på Facebook, hvor hun fortæller om dyremishandlingen og beder folk om hjælp, hvis de ved noget.

Hun har desuden anmeldt dyremishandlingen til politiet i håb om, at personen, som står bag, bliver fundet.

- Det er tredje gang, at mine katte bliver skudt her i nabolaget. Obama blev skudt to gange, før den døde. Og nu er det så sket igen. Vi har til dato stadig ikke modtaget en eneste klage omkring vores to kattes færden, tværtimod, siger Dorte Schultz til TV 2 Lorry.

Dorthe fik Obama fra Roskilde Dyreinternat, da han var to år gammel. Den måtte aflives, efter den sidste år blev skudt i benet.

Hun fortæller, at hun og kæresten har talt om, hvorvidt det kan blive nødvendigt at flytte for at undgå, at deres katte igen bliver skudt. Men foreløbig er det kun en overvejelse

- Det skal kraftedeme ikke være os, der flytter, men derimod den person, der gør det her, siger hun.

Dorte Schultz' opslag på Facebook er blevet over 100 gange på Facebook. Du kan læse hele opslaget nedenfor: