Fiskere klargør garn på havnen i Gilleleje (arkiv). Foto: Steffen Ortmann / Scanpix

Kattegat-fisker frifundet i GPS-sag: "En lang og svær periode"

Miljøorganisationen Greenpeace risikerer at skulle betale erstatning til fisker, som blev overvåget med GPS.

En fisker, som i 2012 blev idømt en kæmpebøde for ulovligt fiskeri i Kattegat, er blevet frifundet i Østre Landsret.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis lørdag.

Det har været en lang og svær periode for fiskeren. Derfor overvejer vi nu at rejse en sag for den tort, han har lidt.

Mogens Hartz, forsvarer

Fiskeskipperen blev i 2012 dømt i byretten på grund af beviser i form af data fra en GPS-sender.

Miljøorganisationen Greenpeace havde monteret GPS-sendere på flere kuttere i Gilleleje Havn i et forsøg på at bevise, at bådene blev brugt til ulovligt fiskeri i en zone af Kattegat, hvor der er forbud mod fiskeri.

Læs også Gilleleje-fiskere afsløret af Greenpeace

Ifølge landsretsdommer Katja Høegh blev fiskeren frikendt, fordi anklagemyndighedens eneste bevis mod ham var det GPS-materiale, som Greenpeace gav til politiet, skriver avisen.

 I lignende sager om ulovligt fiskeri blev der også brugt lovpligtigt GPS-udstyr som bevismateriale.

Under sagen i landsretten blev det nævnt, at det har været teknisk muligt for Greenpeace at manipulere med det GPS-data, som blev overdraget til politiet.

- Vi er blevet præsenteret for et ulovligt bevismateriale, og det lykkedes ikke anklageren at løfte bevisbyrden. Derfor skal fiskeren frifindes, siger Katja Høegh til Frederiksborg Amts Avis.

Læs også Håbet om overlevelse svinder ind i fiskerbyen Gilleleje

Greenpeace er tidligere blevet idømt bødestraffe i landsretten for at have "brudt ind" i fiskekuttere og placeret GPS-sendere.

Nu risikerer Greenpeace at blive præsenteret for en erstatningssag fra den nu frifundne fisker.

- Det har været en lang og svær periode for fiskeren. Derfor overvejer vi nu at rejse en sag for den tort, han har lidt, siger forsvareren Mogens Hartz til Frederiksborg Amts Avis.

Fiskeren slipper efter landsrettens dom for at betale de 430.000 kroner i bøde og beslaglæggelse, som han blev idømt i Retten i Helsingør i 2012.

Læs også Spræller til det sidste: Portræt af en Gillelejefisker