Kæmpetunnel skal sikre mod skybrud – borgere frygter for badestrand

Danmarks største skybrudstunnel skal forhindre oversvømmelser i tre kommuner. Frygten er, at projektet får konsekvenser for tusindvis af badegæster. Men faktisk hjælper tunnellen området, lyder det fra projektledelsen.

Tre kommuner og to vandforsyningsselskaber gør i disse dage klar til den sidste del af planlægningsfasen for en enorm skybrudstunnel, som skal aflede de store mængder regnvand, der ved skybrud skaber både overfyldte kloakker og oversvømmelser i hovedstadsområdet.

Skybrud er både bolig- og lejlighedsejeres store frygt, og historien viser, at det ofte har store konsekvenser, når det voldsomme regnvejr rammer hovedstadsområdet.

Men konsekvenserne ved skybrud skal være fortid i hovedstadsområdet fra 2027, hvor den kommende skybrudstunnel skal aflede vand fra både Gladsaxe, Gentofte og Københavns Kommune.

quote Vi er bekymrede som beboere og brugere af stranden. Det er et af de mest rekreative områder i København, som bliver besøgt af mange tusind mennesker

Stine Colding Alstrup, beboer på Østerbro

Og selvom skybrudssikring er et positivt buzz-ord for mange borgere, er det langt fra alle, som har armene i vejret over det gigantiske projekt.

Det kan nemlig få konsekvenser for den populære badestrand i Svanemøllen Strandpark på Østerbro, lyder kritikken.

Kloakvand kan blive udledt på badestrand ved skybrud

Ved overløb i kloaknettet ved skybrud bliver spildevandet herfra også ledt af skybrudstunnellen, som ender i Svanemøllebugten.

Det kan give risiko for, at badevandet forurenes i en sådan grad, at badestranden må lukke flere gange om året.

- Vi er bekymrede som beboere og brugere af stranden. Det er et af de mest rekreative områder i København, som bliver besøgt af mange tusind mennesker hver dag i løbet af sommeren og også rigtig mange mennesker i løbet af resten af året, siger Stine Colding Alstrup, som bor på Østerbro og tilføjer:

- En af de ting, som bekymrer os, det er blandt andet vandkvaliteten. Hvad betyder det, når man lukker så meget vand ud i en bugt?

quote En af de ting, som bekymrer os, det er blandt andet vandkvaliteten. Hvad betyder det, når man lukker så meget vand ud i en bugt?

Stine Colding Alstrup, beboer på Østerbro

Sammen med op mod 100 andre bekymrede borgere var hun mødt op til et borgermøde om den kommende skybrudstunnel på Gentofte Rådhus mandag aften.

Af kommunernes og forsyningsselskaberne Hofor og Novafos’ idékatalog fremgår det, at tunnellens udløb i Svanemøllebugten vil kræve en pumpestation nær kysten.

Ishus kan blive erstattet af pumpestation

Konkret har parterne foreslået, at den kommende pumpestation skal ligge yderst på Svaneknoppen, der ligger yderst på indløbet til lystbådehavnen.

Samtidig er der foreslået to alternativer, som ligger ved Svanemøllestranden eller ved Tuborg Havn.

Særligt placeringen ved Svanemøllestranden bekymrer Stine Colding Alstrup.

- Et af de forslag, der er stillet, går ud på, at det skal blive udledt på stranden, og at der skal være en pumpestation ved strandparken, hvor der er et ishus i dag.

- Det synes vi er rigtig ærgerligt for København generelt. Og for et projekt, der er lavet for ikke særlig mange år siden, siger hun med henvisning til, at området ved Svanemøllen Strandpark er relativt nyt.

Projektleder: Borgere har misforstået tunnellen

Ifølge Mathias Elle, der er projektleder på Svanemøllen Skybrudstunnel, er en stor del af borgernes bekymring fuldt forståelig. Men virkeligheden er en anden, lyder det.

- Det er selvfølgelig en naturlig bekymring at have - og det er netop naboernes bekymringer og spørgsmål, som vi har brug for nu, siger Mathias Elle til TV 2 Lorry og tilføjer:

- Men forståelsen af, at vi hælder en masse ting ud i havnen er heldigvis en misforståelse.

quote Forståelsen af, at vi hælder en masse ting ud i havnen er heldigvis en misforståelse.

Mathias Elle, projektleder for Svanemøllen Skybrudstunnel

Mathias Elle forklarer, at den kommende skybrudstunnel faktisk opsamler spildevand fra en eksisterende forgrening, som i dag leder spildevand ud i bugten.

- Der er så stor volumen i den skybrudstunnel, at den vil virke som et bassin, når der bliver overløb på den eksisterende forgrening.

- Herefter bliver vandet ledt lige så stille tilbage til rensningsanlægget i stedet for ud i havet. Så vores analyser viser, at vi udleder mindre til Svanemøllestranden på den måde, siger projektlederen, som pointerer, at forholdene i Svanemøllebugten derfor bliver bedre end de er i dag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik