Gilleleje får besøg af en storpolitisk sværvægter, når Israels præsident, Reuven Rivlin, torsdag gæster den lille kystby.
Rivlin skal deltage i en mindehøjtidelighed, der markerer 75-året for redningen af de danske jøder under Anden Verdenskrig.
Markeringen finder sted i Gilleleje Kirke den 11. oktober 2018.
Foruden præsident Reuven Rivlin vil statsminister Lars Løkke Rasmussen deltage i mindehøjtideligheden sammen med særligt inviterede gæster, oplyser Gribskov Kommune i en pressemeddelelse.
- Vi må aldrig glemme de uhyrligheder, der fandt sted under 2. Verdenskrig. Redningen af de danske jøder er en central del af vores fælles historie. Det er vigtigt, at vi mindes og lærer af fortiden. Derfor ser jeg frem til at kunne mindes de danske jøder, der mistede livet under flugten eller døde i Theresienstadt, udtaler statsminister Lars Løkke Rasmussen fra Venstre i en pressemeddelelse.
- Samtidig skal vi hylde den medmenneskelighed, som redningen af over 7.000 danske jøder markerer. Det mod, som danske borgere udviste for 75 år siden, kan stadig røre mig den dag i dag. Vi skal bruge 75-året til at se hinanden i øjnene og huske på de centrale værdier, der er grundlaget for vores fælles civilisation.
Artiklen fortsætter under billedet...
Spærrede veje og ekstra sikkerhedsopbud
Præsidentens besøg betyder, at der torsdag den 11. oktober i tidsrummet 6.30 – 12.00 være afspærring i gaderne omkring Gilleleje Kirke.
Det vil derfor ikke være muligt at passere i bil og det anbefales at parkere uden for det afspærrede område ved Gilleleje Kirke, oplyser Gribskov Kommune.
Netop Gilleleje spillede en vigtig rolle i redningen af over 7.000 danske jøder i oktober 1943. En stor del af dem blev nemlig sejlet til Sverige fra Gilleleje Havn.
Kirken i Gilleleje spiller også en hovedrolle i flugten. Her blev 80 danske jøder pågrebet af den tyske besættelsesmagt, efter at en dansk pige havde røbet hemmeligheden til sin kæreste, der var en tysk soldat.
Inden mindehøjtideligheden vil præsident Rivlin lægge en krans ved havnen i Gilleleje.
Efter mindehøjtideligheden kører Rivlin til Marienborg, hvor statsministeren er vært ved en frokost.
Reuven Rivlin har siddet på præsidentposten i Israel siden 2014. Han repræsenterer det konservative regeringsparti Likud, der ledes af premierminister Benjamin Netanyahu.
Redningen af de danske jøder
7.056 danske jøder blev sendt i sikkerhed over Øresund til Sverige i fiskerbåde og andre småskibe.
Tyskerne fangede 190 jøder under flugtforsøgene til Sverige, mens resten blev pågrebet på andre tidspunkter. Omkring 450 danske jøder blev sendt i koncentrationslejre - primært Theresienstadt i det nuværende Tjekkiet.