Intet løfte om ny landbetjent

Det er ikke besluttet, om der fortsat skal være en landbetjent i Viby, efter at den nuværende er suspenderet og sigtet for underslæb for op mod 100.000 kroner.

- Det ved jeg ikke endnu. Den her sag er stadig ny, men det er
ikke sådan, at vi nødvendigvis benytter den til at sige, at så
sparer vi bare den stilling væk, siger chefpolitiinspektør i
Midt- og Vestsjællands Politi Sten Skovgaard Larsen, der dog
heller ikke lover, at der kommer en ny landbetjent i Viby.
Den nu suspenderede landbetjent, August Peterson, tog i løbet
af 2004 omkring 100.000 kroner fra en personaleforening, hvor
han sad som kasserer. Det blev for tre uger opdaget, betjenten
blev suspenderet og sigtet for underslæb, og det kan nu betyde
væsentlige ændringer på den post i Viby.
Der er tidligere arbejdet med forskellige muligheder omkring
landbetjentene i politikredsen. Blandt andet er kontorerne i
Høng og Gørlev slået sammen til et, og samme metode er brugt i
Jyllinge.
- Det giver noget mere fleksibilitet i forhold til blandt
andet ferier, og indtil videre har borgerne været glade for
løsningen. Det er ikke ensbetydende med, at det samme kommer til
at ske i Viby. Vi skal først se på strukturen og geografien, men
vi er godt klar over, at det giver god mening at have betjente i
lokalområderne, siger Sten Skovgaard Larsen.
I Viby er borgerne ikke i tvivl om, at en landbetjent er
nødvendig. Byen har flere gange været plaget af gerningsmænd,
der lavede hærværk ved blandt andet idrætscenteret og
fritidscenteret.
- August havde et godt tag i de unge. Han gav dem en chance,
hvis de blev taget i noget, de ikke måtte, og det synes jeg var
en god ting, så de ikke fik en plet på straffeattesten i så
tidlig en alder. Desuden er en landbetjent let at få fat på. Det
synes jeg ikke, politiet i Roskilde er, siger købmand Hans
Olesen, der ejer SuperBest i Viby.
Den suspenderede landbetjent August Peterson vil da også ærgre
sig, hvis ikke der kommer en ny lokal betjent.
- Jeg synes, jeg har skabt nogle resultater herude, og det vil
være synd, hvis ikke der kommer nogen og følger op på dem. Der
er brug for en betjent med lokalkendskab. Hvis der sker noget
her, så ved man, hvem man skal have fat i. Det er lidt sværere
for politiet i Roskilde at vide, siger August Peterson, der har
været landbetjent i Viby i fire år.
Det er endnu uvist, hvor lang tid der går, før der er
afklaring på, om der kommer en landbetjent i Viby, men ifølge
Sten Skovgaard Larsen bliver der arbejdet på en løsning.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik