Ingen investorer til Københavns multiarena

Kampen om at få København på Europas kulturlandkort med en ny multiarena til de helt store sports- og musikarrangementer nærmer sig sin skæbnestime, erfarer Børsen Kultur

tirsdag tager Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune hul på en møderække, som skal afklare multiarenaens fremtid inden udgangen af januar. Men ifølge selskabet bag multiarenaen, amerikanske AEG Facilities, er der ikke udsigt til nogen løsning for projektet lige med det samme.
I hvert fald oplyser vicedirektør Brian Kabatznick til Børsen KUltur, at AEG endnu engang må udskyde finansieringsplanen, da det ikke er lykkes at samle investorer til at realisere det ambitiøse milliardprojekt i Ørestad.
»Man rejser ikke en mia. kr. over natten. Vi fortsætter arbejdet med byen og lokale interessenter i forsøget på at finde andre investeringsmuligheder,« siger Brian Kabatznick, der vandt opgaven om den nye multiarena i februar sidste år.
AEG-projektet er med 15.000 siddepladser markant større end noget andet alternativ i hovedstaden til sportsarrangementer og koncerter. Det sender prisen op på 1,0-1,2 mia. kr. plus byggejorden. Københavns Kommune har garanteret et rentefrit lån på 200 mio. kr., men derfra er der stadig rigtig lang vej til en fuld finansiering, lyder det fra AEG, der typisk selv har lagt under 10 pct. til de utallige multiarenaer, som selskabet står bag i Europa og USA. Eventgiganten skulle have fremlagt en finansieringsplan til København Kommune 1. oktober, og efter mere end tre måneders ekstra frist, må AEG altså nu skuffe politikerne igen.
»Man undervurderer den opgave, det er at rejse en mia. kr., hvis man sætter en kort deadline. Hvis man vil have projektet til at lykkes, skal man være tålmodige fra byens side og fortsat arbejde med os og lokale spillere om en plan, hvor vi kan opfylde målet om en enestående arena i København,« siger Brian Kabatznik, der ikke lægger skjul på, at selskabet især jagter lokale investorer til projektet.