Om netop disse hunde protesterer mod dyreforsøg ved at gå rundt om søerne i København i dag, vides ikke. Det er nemlig et arkivfoto. Foto: Claus Bech / Ritzau Scanpix

Hundredvis af firbenede demonstranter går på gaden i dag

En af de mest nuttede demonstrationer kommer til at foregå ved søerne i København i dag.

Omkring 300-400 hunde og 1000 tobenede deltagere vil senere på dagen gå rundt om søerne i København i protest mod, at dyreforsøg i skønhedsindustrien er lovligt i 80 procent af verdens lande. De mener, at resten af verden bør følge efter EU, som har gjort det ulovligt.

Gåturen bliver arrangeret af kosmetikfirmaet The Bodyshop og dyrevelfærdsorganisationen Cruelty Free International.

Læs også Hvordan ser din hund ud, når den har ondt? Det vil dyrlæge kortlægge

De håber, at arrangementet kan give en masse underskrifter til deres kampagne for at stoppe dyreforsøg i skønhedsbranchen. Målet er at nå 100.000 underskrifter i Danmark og otte millioner underskrifter i hele verden, inden de skal overrækkes til FN den 4. oktober.