Foto: TV2/Lorry

Hospitalspersonale: Syge børn fik unødige smerter

Sygeplejersker på Hvidovre Hospital beskriver sig selv som grådlabile og mangler overskud til deres egne børn. Nogle har mave- og hovedpine, mens andre lider af søvnløshed.

Den storkøbenhavnske børnemodtagelse er langt fra den eneste afdeling, der har problemer med det psykiske arbejdsmiljø.

Hele 101 påbud har Arbejdstilsynet delt ud til landets sygehuse, fordi arbejdsmiljøet er for usundt og usikkert. På Børnemodtagelsen i Hvidovre har arbejdstempoet over de seneste tre-fire år været stigende, har Arbejdstilsynet noteret sig i tilsynsrapporten.

Det er også det indtryk, Rune Holt, læge og tillidsmand på Børneafdelingen i Hvidovre september sidste år, har fået af afdelingen fra sine kolleger.

- Det, der væltede afdelingen, var den nye 1813-ordning i kombination med, at vi var i en vinterperiode, hvor vi generelt ser mange flere børn. Den ordning bøvler vi stadig med, for det lægger et pres på specielt de yngre læger i aften- og nattevagter, hvor vi får ikke-læge visiterede patienter, siger Rune Holt, der dog understreger, at det psykiske arbejdsmiljø er blevet markant bedre over for Avisen.dk.

Arbejdstilsynet mener ikke, at de initiativer, regionen har taget for at forebygge stress, har haft "tilstrækkelig effekt".

Påbuddet skulle være efterkommet 15. april, og den lokale ledelse har fået flere penge til at drive afdelingen, fordi der er så mange syge børn.

På Hvidovre Hospital erkender ledelsen, at særligt sygeplejerskerne på Børnemodtagelsen har skullet løfte en for stor arbejdsbyrde.

Ifølge ledelsen har der været 25 procent flere børn i 2014, hvis man sammenligner med 2013. Det skyldes blandt andet 1813. En akuttelefon, der visiterer syge børn og voksne til de forskellige sygehuse i hovedstaden.

- Det er ikke rart at vide, at travlheden er gået ud over børnene. Heldigvis er ventetiderne nu så langt nede, at 90 procent af vores patienter bliver tilset, før der er gået tre timer, siger Stine Fjelstervang, der er oversygeplejerske til Avisen.dk.

- Vi vidste godt, at den var gal. Vi kunne se allerede i januar 2014, at der kom mange flere børn, end vi og regionen havde forudset. Men vi har ikke lukket øjnene. Vi fik flere penge i februar og begyndte at rekruttere ekstra personale i marts, forklarer overlæge Klaus Børch til Avisen.dk.

Ledelsen forklarer, at arbejdsmiljøet er blevet bedre, og at de håber, at Arbejdstilsynet vil anerkende udviklingen.

Det er regionernes ansvar at sikre det psykiske arbejdsmiljø, og ifølge Sofie Hæstorp Andersen (S), regionsrådsformand i Region Hovedstaden, er der siden Arbejdstilsynets besøg blevet ansat flere læger på afdelingen. Det skal sikre, at der er ordentlig styr på, hvornår et barn er ordentligt smertedækket.

- Så i og med at Arbejdstilsynet har sat fokus på det, har det også givet os mulighed for at sætte ind med nogle ting, der gerne skulle gøre patientsikkerheden højere, end det er beskrevet her. For det er jo ikke i orden, siger Sofie Hæstorp Andersen til Avisen.dk.