Helsingørs afdøde skal dele rustvogn

Krematoriet i Helsingør skal lukkes inden for de næste to år, og kirkegårdsbestyrelsen er interesseret i samarbejdsaftale med nyt stor-krematorium i Ringsted. Det skriver Frederiksborg Amts Avis lørdag.

Den sidste rejse kan blive lang, når Krematoriet i Helsingør lukker inden for de næste to år. Fremover vil man sandsynligvis kunne se dobbeltdækker-rustvogne med fire kister i køre den godt 100 kilometer lange vej fra Helsingør til det nye storkrematorium i Ringsted, når afdøde skal kremeres.
Bestyrelsen for Helsingør Kirkegård har besluttet at lukke det 30 år gamle krematorium i Helsingør.
Investeringerne for at kunne opfylde de nye skærpede miljøkrav er for store, så de 700 kremeringer, der årligt finder sted i Helsingør, skal fremover foregå andre steder.
- Vi er blevet tilbudt en samarbejdsaftale med Ringsted, som indbefatter transport i nye specialbyggede rustvogne med plads til fire kister. Det vil holde prisen på kremering nede på 2.250 kroner. Skulle vi selv investere i et nyt krematorium, ville prisen pr. kremering blive mere end det dobbelte, påpeger formanden for kirkegårdsbestyrelsen, Jens Fage-Pedersen.
- Vi har drøftet og overvejet de etiske aspekter i transporten, men vi er sikre på, at det vil foregå pænt, ordentlig og værdigt, siger Fage-Pedersen.