Hård kritik i sag om udlevering

Om knap en måned risikerer en kvinde, som den første dansker nogensinde, at blive udleveret til retsforfølgelse uden for EU. Men der er hård kritik af Justitsministeriet, hvis de holder fast i beslutningen. Det oplyser TV2 Lorry.

Camilla Broe står måske foran en fængselsstraf på op til 63 år. I øjeblikket sidder hun i Arresthuset i Helsingør, men om kort bliver hun måske udleveret til anklagemyndighederne i USA.I dag gav hun for første gang et interview, da TV2 Lorry talte med hende.
- Det er jo meget skræmmende. Jeg frygter det amerikanske retssystem, siger Camilla Broe.
Camille Broe er anklaget for at have smuglet store mængder ecstasy til staten Florida i 1998. En anklage hun erklærer sig uskyldig i. Normalt udleverer Danmark kun mistænkte danskere til lande inden for EU, men efter vedtagelsen af den såkaldte terrorlov i 2002 giver loven mulighed for også at udlevere til USA. Det gælder altså også, selv om det ikke handler om terror, og Justitsministeriet har besluttet, hun skal udleveres.
- Jeg synes, det er urimeligt at udlevere Camilla Broe. En dansk statsborger skal dømmes efter danske principper og dansk retssikkerhed. Terrorloven er desuden lavet i 2002 - flere år efter amerikanerne mener, at min klient har begået noget ulovligt, siger forsvarsadvokat, Michael Juul Eriksen til TV2 Lorry.
Camilla Broe kommer fra Gentofte og er enlig mor. Hvis hun bliver udleveret til en retssag i USA, er det første gang, det sker for en dansker til et land uden for EU.
- Man hører jo frygtelige historier om det amerikanske retsvæsen og fængslerne, forklarer Camilla Broe.
I december krævede amerikanerne den 41-årige dansker udleveret, og siden har hun siddet i Arresthuset i Helsingør. Hendes advokat har krævet beviser fra USA for, at hun har smuglet ecstasy og har fået stadfæstet af Østre Landsret, at USA skal levere bevismateriale. Det har de ikke gjort, men alligevel holder Justitsministeriet fast i udleveringen af Camilla Broe. Den 16. august afgør byretten i Lyngby, om det er lovligt.
- Det er helt uhørt, at den udøvende magt ikke retter sig efter en dansk retskendelse, siger Michael Juul Eriksen, forsvarsadvokat for Camilla Broe.
TV2 Lorry ville gerne have haft en kommentar fra Justitsminister, Lene Espersen, til sagen, men ifølge ministeriet holder hun ferie.
Hvis Camilla Broe dømmes skyldig kan en retssag i USA betyde op til 63 års fængsel. I Danmark kan en eventuel straf for smugling af ecstasy højst give 16 års fængsel.
- Jeg frygter selvfølgelig allermest det, at jeg måske ikke kan være sammen med min datter, slutter Camilla Broe.