Grundejere er sure på lokalpolitikere

Kystvejen med udsigt over Køge Bugt mod Amager er guldkysten i Stevns Kommune, men hvad angår de trafikale forhold, er der absolut ikke noget at prale med i boligannoncer eller andre steder.

Vejen er meget smal og samtidig er trafikken steget
voldsomt gennem årene, hvor det samtidig kniber gevaldigt med at
respektere fartgrænsen på 40 km/t, skriver DAGBLADET Køge.

Det er grundejerne og Stevns Kommune enige om, men så hører enigheden
op, idet Kystvejens Grundejerforening nu reagerer med breve
stilet direkte til hvert enkelt medlem af Kommunalbestyrelsen,
fordi Plan- og Teknikudvalget ikke er kommet med noget konkret
udspil.

Desuden er vedlagt en seks sider historisk redegørelse
hvoraf det fremgår, at problemerne har været drøftet siden
1975.Det, som nu fremkalder skarpe reaktioner, er et
udvalgsreferat hvor der står, at det næppe hjælper med
hastighedsdæmpende foranstaltninger, og at vejen er for smal til
cyklister, der må henvises til andre veje, oplyser grundejernes
formand, John Danielsen.

Udvalgsformand Ole Bech-Jensen (K) står
helt uforstående over for den voldsomme reaktion, da der
overhovedet ikke er truffet nogen beslutninger endnu:- Det
fremgår med al tydelighed af referatet fra det seneste møde, at
måleresultaterne sendes til arbejdsgruppen for Kystvejen,
hvorefter der tages en diskussion mellem gruppen, udvalget og
forvaltningen.

Der er således ikke grund til al denne
ophidselse, for der er intet at hidse sig op over, siger han til
DAGBLADET.