Godsejerpar føler sig hængt ud

Godsejerparret Silvia og John Munro på Ledreborg Slot føler sig hængt ud i pressen, efter det er kommet frem, at de kvit og frit overtager Ledreborg Palace Golfs nyanlagte anlæg, som har en anslået værdi på 75 millioner kroner.

- Det man skriver om os, er enormt ubehageligt og enormt
uretfærdigt. Jeg spiller slet ikke golf, og hvad skal jeg med en
bane helt for mig selv, når jeg ikke en gang spiller golf, siger
Silvia Munro.
DAGBLADET beskrev lørdag, hvordan forholdet mellem A- og
B-aktionærerne i aktieselskabet bag Ledreborg Palace Golf er på
frysepunktet. B-aktionærernes tillid til de bestemmende 10
A-aktionærer, som blandt andet tæller godsejerparret Silvia og
John Munro samt den tidligere fodboldlandsholdsstjerne Peter
Schmeichel, er helt væk.
A-aktionærerne begærede tirsdag i den forgangne uge helt uden
B-aktionærernes vidende aktieselskabet konkurs.
Sagen skal i eftermiddag behandles i Skifteretten i Roskilde.
Såfremt konkursen bliver en realitet, så mister B-aktionærerne
de 35 millioner kroner, som de tilsammen - via aktier til 55.000
kroner per styk - har skudt i etableringen af golfbanen.
Samtidig mister Roskilde Bank de 52 millioner kroner, som banken
har lånt ud til golfselskabet. Et lån, som Roskilde Bank har
ydet uden at stille nogen form for garantier.
Det har fået den nuværende administrerende direktør i banken,
Søren Kaare-Andersen til at erkende, at pengene med stor
sandsynlighed er tabt. Men han finder A-aktionærernes handlemåde
stærkt moralsk angribelig. Blandt andet fordi, at Roskilde Bank
havde en opfattelse af at være midt i forhandlinger om de 52
millioner kroner, da pludselig golfselskabets A-aktionærer
begærerede sig selv konkurs.