Foto: Egmont

Fra Ripovre til Rapovre: Nu kan du køre med S-tog i Andeby

Hovedstadens S-togslinje er nu blevet andeficeret i Anders Ands kendte tegneseriehæfte.

Fra Andemøllen til Næbhavn. Fra Kyllingevej til Rapkøbing.

Sådan lyder et lille udsnit af de togture, man kan tage i Andeby-udgaven af hovedstadens S-togs-net.

I det nyeste nummer af Anders And & Co. er banen nemlig adopteret, men stationerne er omdøbt, så de passer ind i universet. 

Det er sket, fordi tegneseriehæftet i denne uge har et stort tog-tema, hvor man både kan læse en ny historie, men også kan genlæse Carl Barks 'Den store togkatastrofe' fra 1957.

Læs også BogForum: Den største stjerne er Onkel Joakims plejefar

Figurerne har besøgt København før

Det er ikke første gang, at man vælger at låne fra virkelighedens Danmark i bladet. 

Senest var Anders And forbi Kronborg i Helsingør i 2016. 

I 2014 besøgte den berømte hidsigprop København med sine tre nevøer, og her blev Hotel D'Angleterre til D'Ingletær. 

Ænderne var også forbi hovedstaden i 2004, 2009 og 2010, skriver Magasinet KBH. Her skulle Anders And blandt andet redde al wienerbrød i Danmark, besøge Dronningen på Amalienborg og forbi selveste statsminister Lars Grynte Grismussens ministerbil. 

  Foto: Egmont