Forsvarschef fik have til en halv million

Forsvarschef Tim Sloth Jørgensen har ladet skatteyderne betale for en stor parklignende have til sin luksusbolig i Gentofte. Renoveringen af forsvarschefens have-anlæg samlet har kostet det offentlige en halv million kroner.

Den imponerende have kræver også meget vedligeholdelse, og
derfor har forsvaret hyret en gartner til 74.000 kroner om året
for at få plejet hele herligheden - alt sammen i en tid hvor
forsvaret er hårdt presset økonomisk.
Haven omkranser forsvarschefens luksusbolig på 456
kvadratmeter i det meget attraktive Jægersborg nord for
København. En luksusbolig som Tim Sloth i øvrigt kun betaler
godt 12.000 kroner for om måneden inklusiv varme.
Haven blev anlagt kort efter Tim Sloth Jørgensen flyttede ind
i 2002 og tæller blandt andet to store terrasser i sorte
klinker. Herudover blev der bygget en træ-terrasse med markise.
Selve haven har kostet omkring 250.000 kroner.
Til sit nye have-anlæg fik Tim Sloth også en ny carport, som
kostede forsvaret yderligere 274.000 kroner inklusiv tilhørende
skur og en brostensbelagt plads. Der blev i forbindelse med
dette byggeri revet forskellige gamle skure og bygninger ned
samt fjernet forurenet jord.
I den nye carport holder forsvarschefens private bil, selv om
der er masser af parkeringsmuligheder på det store
kaserne-område.
Tim Sloth Jørgensen afviser, at der er blevet brugt 500.000
kroner til hans fordel.
- Der var tale om ca. 320.000 kr. for genopretning af den
gamle, tilgroede have samt en carport. Der var også her et stort
vedligeholdelsesmæssigt efterslæb, som under alle omstændigheder
skulle indhentes.