Flygtningelandsbyer: S-borgmestre stritter imod

Socialdemokratiets kongstanke om at etablere statsligt forankrede flygtningelandsbyer for at lette flygtningepresset på kommunerne bliver mødt med skepsis.

Flere S-borgmestre mener, at sådanne flygtningelandsbyer er den forkerte måde at integrere på. Ishøjs borgmester, Ole Bjørstorp (S), mener »generelt, at flygtningelandsbyer er en dårlig idé.

- Det kan da være bedre end at bo på gaden, men for mig er flygtningelandsbyer kun en nødløsning. Det løser ikke noget integrationsproblem. Hvis vi ikke kan gå ind i en integrationsproces, er det næsten håbløst, og du får den ene ghettodannelse eller parallelsamfund efter det andet«, siger Ole Bjørstorp til Politiken.

Bornholms borgmester, Winni Grosbøll (S), er grundlæggende skeptisk over for ideen, men tilføjer, at hun ikke »helt har kunnet finde rundt i, hvad forslaget egentlig går ud på.

- Vores erfaring her på øen er, at vi får den bedste integration ved at sprede dem ud«, siger Winni Grosbøll.

Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen (S), mener »som udgangspunkt ikke, at det er nogen særlig god løsning«. »I vores område har vi desværre stadig tomme boliger. Det er en bedre løsning at bruge de boliger og sørge for, at de mennesker bliver mere integreret, siger han.

Fra overborgmester Frank Jensen (S) lyder derimod fuldtonet opbakning ud fra devisen, at den ekstraordinære flygtningesituation kræver ekstraordinære løsninger.

- Det ville hjælpe os kolossalt, hvis staten kom og sagde, at vi gerne vil være med til at lave boliger, der kan være en flygtningelandsby. Også gerne i København. Vi står nu og skal rundt og finde kontorbygninger og nedlagte virksomheder som indkvarteringssteder, siger Frank Jensen.

Politiken har forgæves forsøgt at få Socialdemokratiet på Christiansborg til at uddybe, hvad partiet mener om flygtningelandsbyernes størrelse og ansvar for drift af skoler, daginstitutioner og sundhedsbehandling.

Integrationsminister Inger Støjberg (V) klandrer S for at være uden ideer om partiets egen idé. -

- Når man kommer med et forslag, må man som minimum kunne forlange, at man kan konkretisere det derhen, at man kan sige, om børnene skal gå i folkeskole, eller om der f.eks. skal være sundhedsklinikker«, siger Inger Støjberg.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik