Ferielejr skal gøre anbragte børn skolestærke

Kun 30 procent af tidligere anbragte børn og unge har som 25-årige taget en ungdomsuddannelse. Det hjælper lejrskolen "Lær for Livet" på.

40 børn i alderen 11 til 13 år er i disse uger på lejrskolen "Lær for Livet" i Osted ved Lejre.

Fælles for alle børnene er, at de er anbragte, og de klarer sig ifølge statistikkerne dårligere i skolen end deres ikke-anbragte kammerater.

Det er det, som lejrskolen skal rette op på.

Markant ulighed

Kun 30 procent af tidligere anbragte børn og unge har som 25-årige taget en ungdomsuddannelse. Til sammenligning har 79 procent af deres ikke-anbragte kammerater taget en ungdomsuddannelse som 25-årige.

Den markante ulighed i uddannelse skyldes ifølge forskning blandt andet børnenes mange miljø- og skoleskift, men også det faktum, at de anbragte børn bliver mødt med lave krav og forventninger og får begrænset støtte til læring.

Men sådan er det ikke på lejrskolen "Lær for Livet". Her er der fokus på skoleundervisning, hvor børnene undervises syv timer dagligt i læsning, stavning og matematik. 

Nemt at snakke med folk her

Samtidig har man også fokus på de sociale aspekter, og 12-årige Christopher Skjold fra Ishøj er glad for at være med på lejrskolen for første gang, hvor hvert barn er med i programmet i seks år.

- Jeg synes, det er nemmere at snakke med folk herinde, fordi alle jo er anbragte i aflastning eller hos plejefamilie. De ved jo, hvordan det er, og så skal man heller ikke forklare, hvad en aflastning eller plejefamilie er, siger han til TV 2 Lorry.

Et fagligt og socialt boost

Den nye undersøgelse viser, at to ud af tre børn vurderer, at de er blevet bedre i skolen af at være med i "Lær for Livet", og at de har lært ting, som gør, at de tror mere på, at de kan få en uddannelse.

Et andet væsentligt resultat er, at otte ud af ti børn siger, at de har fået nye venner ved at være med i det årelange program.

- Vi ved, at anbragte børn halter langt bagud i skolen i forhold til deres kammerater, og den ulighed vil vi gerne være med til at ændre. Og på vores learningcamp rykker vi børnene et halvt til et helt læringsår ved at give dem et fagligt og socialt boost, siger Camilla Garfort, fagchef på lejrskolen, til TV 2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik