FCK's venstreback takker nej til Sverige

Pierre Bengtsson har på grund af en fodskade takket nej til Sveriges landshold, der fredag møder Danmark.

FC Københavns Pierre Bengtsson misser muligheden for at spille i Parken på fredag mod Danmark.
      Sveriges landstræner Erik Hamrén havde ellers indkaldt venstrebacken som erstatning for den skadede Martin Olsson.
      - Bengtsson har en blødning i foden, så ham kan jeg ikke få med.
      - Han testede sin fod tirsdag og har meldt tilbage, at det ikke går, siger Erik Hamrén.
      Pierre Bengtsson fik sin debut for Sverige tidligere på året og har foreløbig optrådt tre gange for Sverige.
      Den negative tilbagemelding fra Bengtsson betyder, at landstræneren må nøjes med en trup bestående af 21 spillere, mens Sverige er i København.
      På lørdag slutter Blackburns Martin Olsson, der på grund af en skade i foden ikke er med mod Danmark, sig til den svenske trup, der i begyndelsen af næste uge møder England på Wembley.
      Lige nu er Basel-spilleren Behrang Safari eneste venstreback i Sveriges trup.