Foto: TV 2 Lorry

FCK sælger spiller til stort million-beløb

Daniel Amartey skifter med øjeblikkelig virkning til Leicester i en handel, der sikrer FCK et stort millionbeløb.

Superligaens førerhold forventer, at salget af Amartey vil få en positiv effekt på resultatet for 2016 på 34 millioner kroner før skat. Handlen beskrives af FCK som en af de største i klubbens historie.

- Den her transfer er af en størrelse, hvor vi ikke kunne sige nej, fordi det samlet set er det bedste for FC København, siger direktør Anders Hørsholt til FCK's hjemmeside.

- Vi har været glade for at have Daniel hos os, men det er en del af vores strategi som klub og forretning, at vi vil udvikle spillere til et niveau, hvor de bliver så attraktive, at klubber i store ligaer vil købe dem for store summer. Det er Amartey-salget et rigtigt godt eksempel på, og det er en handel, vi kan være stolte af, siger direktøren.

FCK tjener hentede i 2014 Daniel Amartey i svenske Djurgården. Den 21-årige ghaneser etablerede sig hurtigt som en profil på FCK-holdet.

Manager Ståle Solbakken har længe været klar over, at FCK ikke kunne holde på Amartey.

- Den massive interesse for Amartey var en af grundene til, at vi hentede William Kvist ind i sommer, og vi føler, at vi stadig er i kontrol og står med en meget stærk trup frem mod foråret, siger den norske manager til Ritzau.

FCK oplyser, at Amartey endnu mangler at forhandle en række personlige forhold med Premier League-klubben, men de forventes snart at falde på plads.

I Leicester bliver Amartey holdkammerat med den danske landsholdsmålmand Kasper Schmeichel.