Politiet frigiver ny video af mulig drabsmand i Louise-sagen

Politiet frigiver en videosekvens i håb om at modtage nye henvendelser i sagen om knivdrabet på gravide Louise Borglit i Herlev sidste år.

Københavns Vestegns Politi mangler stadig at finde frem til gerningsmanden til knivdrabet på gravide Louise Borglit fredag den 4. november sidste år i Elverparken i Herlev.

Derfor bliver der nu frigivet en kort videosekvens, som viser en person, der formentlig er identisk med den mand, et vidne så komme fra Elverparken i umiddelbar forlængelse af gerningstidspunktet.

På trods af flere efterlysninger er denne person, som kan være gerningsmanden til drabet, fortsat uidentificeret. 

Nogen har oplysninger

- Videosekvensen er af dårlig kvalitet, men vi vælger alligevel at frigive den i tilknytning til den aktuelle presseomtale af sagen i forbindelse med, at det er et år siden, Louise Borglit blev dræbt, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose fra Københavns Vestegns Politi.

- Vi offentliggør sekvensen, fordi vi håber, at den – sammen med den øvrige omtale – kan styrke interessen for sagen og få borgerne til at overveje meget grundigt, om de er i besiddelse af oplysninger, der kan være relevante i forhold til en pågribelse af gerningsmanden, siger han. 

Politiet anser det for sandsynligt, at nogen har oplysninger om den person, som har begået denne meget voldsomme forbrydelse og har forståelse for, at der kan være omstændigheder, der gør, at man først vælger at stå frem nu.

- Det vigtige er, at man står frem. Det gælder selvfølgelig også, hvis man ikke har en afgørende viden selv, men man er bekendt med, at andre måske har det. Vi kan ikke understrege det nok: Ved du noget, der kan være relevant for opklaringen af denne sag, så fortæl os om det, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose.

Han understreger samtidig, at politiet er meget taknemmelige for den store hjælp fra offentligheden, som er modtaget i efterforskningen indtil videre. 

Video optaget på gerningstidspunktet

Sekvensen er optaget af et kamera, som overvåger en containerplads mod Tornerosevej

Klokken 19.08 passerer en skikkelse i billedets højre øvre hjørne. 

Den lyse skikkelse på filmen kan meget vel have en anden farve i virkeligheden, fordi sekvensen er optaget af et infrarødt kamera, som forvrænger farver. 

Har du oplysninger i sagen, kan du henvende dig i den mobile politistation i Elverparken i Herlev torsdag aften eller ringe til Københavns Vestegns Politi døgnet rundt på telefon 114. 

 
Overvågningskameraets optagevinkel
Overvågningskameraets optagevinkel
Foto: Københavns Vestegns Politi

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik