Kommunikationsekspert Sune Bang dumper Movias skiltning. Foto: TV 2 Lorry

Ekspert om busskilt: Det er en ommer

Movias skiltning giver mere forvirring end forklaring, lyder dommen fra kommunikationsekspert.

På Vesterbrogade i København står der i de her dage en hel del mennesker og blomstrer ved busstoppestederne. De venter på en bus, der slet ikke kommer.

De næste måneder er en række af busstoppestederne på Vesterbrogade nemlig nedlagt. Men det kan mange ikke gennemskue ved at se skiltningen på busstoppestederne. 

Administrerende direktør i kommunikationsbureauet København, Sung Bang, kalder Movias skiltning for dårlig kommunikation. Det skal gøres meget simplere, fordi folk, der skal med bussen, typisk bare skimter sådan et skilt:

- Det her kræver klar og tydelig forståelse, det er der ikke her. Du får ikke at vide, at der ikke kommer nogen bus her. Og det er det eneste, man har behov for, lyder dommen fra Sune Bang.

Læs også Stort vejarbejde forvirrer: ”Øh, hvor bliver bussen af?”

Fortæl det, som det er 

Det er et stort asfaltarbejde, der de næste mange måneder forhindrer linje 26 og 6A at køre på en del af Frederiksberg Alle og Vesterbrogade på vej ud af byen.

På de midlertidigt nedlagte stoppesteder står der også, at ruten er omlagt – men den almindelige køreplan hænger der stadig. Stod det til Sune Bang sagde Movia det helt enkelt:

- Skriv med store bogstaver: Der kommer ikke nogen bus her! Så simpelt skal det gøres i sådan en situation. Lige nu kommunikerer hele det stoppested, at der kommer en bus.  

Skiltningen viser forskellen på information og kommunikation, lyder det fra Sune Bang. Movia har givet information om ændringerne – bare ikke på en måde, så alle passagerer hurtigt fanger det.

Kommunikationseksperten opfordrer Movia til at ændre skiltningen til et let tilgængeligt hverdagssprog for ikke at havne i modvind fra deres passagerer:

- Det her er et område, hvor man virkelig skal passe på. Der skal ikke mange til, som ikke forstår det, før det skaber stor frustration, fordi folk er så afhænge af den offentlige transport.

Ville du kunne tyde ud fra skiltet her, at der ikke kommer en bus: 

Det er blandt andet stoppestedet ved Enghavevej, der forvirrer.  Foto: TV 2 Lorry