60 bamser til hospitalsbørn stjålet - men så gik Amager i aktion

Lokale borgere trådte hurtigt til efter nedrigt tyveri af bamser, der skulle have glædet hospitalsbørn

For nu at sige det ligeud - det var en lortemorgen, da Simon Brøns og hans samarbejdspartner Elizabeth Laursen søndag morgen begyndte at gøre klar til deres besøg på Hvidovre Hospital i morgen, juleaftensdag. Her skulle de - klædt ud som Julemanden og Nissemor - sprede fest og glæde blandt de indlagte på børneafdelingen, på neonatal afdeling og blandt børn på skadestuen på Hvidovre Hospital. Det skulle ske ved at dele en masse bamser ud til børnene.

- Men da vi gjorde klar til at pakke bilen, opdagede vi, at der var nogen, der havde stjålet alle bamserne. Pludselig var det en meget skidt morgen, fortæller Simon Brøns.

Sidste år fik syge børn på Herlev Hospital besøg af kravlenisser.

Julemandslaugets børnekonto

Det er Dansk Julemandslaug, der har en såkaldt børnekonto. Her indsamler man midler, så julemænd kan være med til at forsøde indlagte børns jul. Og det var lige præcis sådan en tjans,  Simon Brøns og Elizabeth Laursen havde planlagt at påtage sig den 24. om formiddagen.

De fik 60 bamser udleveret - og det var dem, der var stjålet fra et lager, da de to søndag morgen begyndte at pakke.

Og mens tristheden sænkede sig og humøret nærmede sig nulpunktet, så lavede Simon et Facebook-opslag.

Han skrev:

HVEM STJÆLER FRA SYGE BØRN?! 

Julemanden og nissemor er rigtigt kede af det og meget skuffede.. I morgen den 24/12 skal de for sjette år i træk på besøg på børneafdelingen, neonatal og skadestuen på Hvidovre Hospital for at besøge de indlagte børn.

Normalvis har de hospitalsbamser fra Dansk Julemands Laug med til de syge børn, men ikke i år..

For nogle har nemlig stjålet 60 hospitalsbamser.

Amager står sammen

Så gik det ellers hurtigt. For folk på Amager, hvor Simon og Elizabeth også kommer fra, læste opslaget - og det fik dem til at støtte projektet.

- Det var vildt. Der var nogle, der gav bamser.  Nogle kom med gaver og andre sendte penge, så vi kunne købe nye bamser, fortæller Simon Brøns.

På en enkelt time blev opslaget delt 159 gange, og det blev set af 8000 mennesker.

Dermed er Projekt Hospitals-bamser igen på skinner.

Julemanden (Simon) og Nissemor (Elizabeth) har fået fyldt lageret op - og juleaftensdag vil de fra klokken 9 til 11 være at finde på Hvidovre Hospital - hvor de med stor sandsynlighed kan gøre en ellers småtrist jul meget sjovere for børn, der er nødt til at være indlsagt på hospitalet.

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik