Foto: TV2/Lorry

Danske unge: Vi fatter ikke, hvad svenskerne siger

For mange danske unge er det sort snak, når en svensker åbner munden. I en ny måling, som YouGov har foretaget for metroxpress, svarer kun 33 procent af de 18-29-årige, at de forstår svensk godt eller meget godt.

De ældre generationer er derimod markant bedre til svensk, og over halvdelen af de 50-59-årige har ingen problemer med at forstå naboerne på den anden side af Øresund.

I Dansk Industri så man gerne en højere sprogforståelse hos de unge, da Sverige er en stor samhandelspartner for danske virksomheder.

»De yngre generationer er ganske vist blevet meget stærkere i engelsk, og med virksomhedsbriller på er det jo også helt fint at tale engelsk med en svensk forretningsforbindelse. Men det er ærgerligt, for i sprogforståelsen ligger jo også nøglen til at forstå kulturforskelle. Og det er vigtigt i erhvervslivet,« siger Charlotte Rønhof, underdirektør i Dansk Industri, til metroxpress.

Vi får mere input fra engelsk

Hun bakkes op af Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen, ph.d.-stipendiat ved Københavns Universitet.

»Vi er blevet dårligere til at forstå svensk, fordi både det danske og det svenske samfund er i opbrud. Vi får langt mere input fra engelsk end fra hinanden. Hvis forståelsen for de nordiske sprog blev øget, ville det give en større evne til også at lære andre fremmedsprog, og vi ville desuden blive bedre til at forstå vores egne dialekter,« siger Bjarne Simmelkjær Sandgaard Hansen til metroxpress:

»Hvis man fik sneget svensk ind i de små klasser i folkeskolen, så ville det i det lange løb være en god investering.«