Dansk luftrum er lukket hele søndagen

Det danske luftrum forbliver lukket til tidligst klokken 02.00 natten til mandag på grund af vulkanaske over landet. DMI ser ingen umiddelbare tegn på ændring.

Der går endnu længere tid, før der igen kan komme flytrafik over Danmark. Det står klart, efter at den statslige lufttrafiktjeneste, Naviair, har forlænget lukningen af det danske luftrum til tidligst klokken 02.00 natten til mandag.

Det er endnu usikkert, hvornår det bliver muligt at genoptage flyvningen over Danmark, der er blevet afbrudt på grund af den islandske vulkanaske, som stadig hænger over landet.

Naviairs næste prognose forventes at ligge klar søndag omkring klokken 15.00.

Luftrummet over Danmark har været lukket siden torsdag klokken 18.00, og der er ikke tegn på, at situationen med det første er på vej mod det bedre. Prognoserne fra Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, viser således, at de vinde, der sender vulkanasken ind over Danmark, først vil skifte retning mod slutningen af næste uge.

Uden umiddelbar udsigt til, at vulkanen vil stoppe sin aktivitet, er nyhederne derfor kedelige for de mange strandede flypassagerer.

Hvis vulkanen fortsætter med samme uformindskede styrke, betyder det, at der fortsæt vil være aske over det danske luftrum til sidst på ugen, hvor luftstrømmene begynder at ændre sig, fortæller vagthavende hos DMI, Klaus Larsen.

Lammelsen af flytrafikken har skabt massive problemer for en lang række passagerer. Alene i weekenden er flere end 100.000 rejsende til og fra Københavns Lufthavn berørt af situationen.

Med flyene på jorden er flere rejsebureauer begyndt at hente deres feriegæster hjem i busser. Blandt andet har Star Tour 70 busser på vej hjem fra Sydeuropa, mens flere følger i løbet af søndagen.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik