Danmarks nye, kunstige skibakke: Billetter bliver revet væk

Hvis du skynder dig, har du nu en ekstraordinær mulighed for at få vind i håret og sus i maven på Amagers helt nye, kunstige skibakke.

02:28

Nederste del af Amager Bakke kan afprøves tirsdag og onsdag i uge 7.

Skibakken på Amager Bakke åbner i vinterferien Foto: Niels Knuth Winterfeldt / TV 2 Lorry

1 af 2

Har du drømt om en forfriskende skiferie i uge 7, men må nøjes med det danske gråvejr? Så har vi en god nyhed til dig.

Du har nemlig fra tirsdag mulighed for at få fat i en af de 1500 billetter, og dermed sikre dig en tidlig tur på Amagers helt nye, kunstige skibakke enten tirsdag og onsdag i skolernes vinterferie.

Men skynd dig, for ifølge Christian Ingels, direktør i Copenhill, der driver skibakken, er interessen stor.

- Gennem formiddagen har vi modtaget 600 bookinger, og vi kan maksimalt modtage 1500, så der er et godt flow i salget. Det kommer nok også til at gå stærkt med de sidste, siger Christian Ingels.

Skibakken, som har fået navnet Amager Bakke, har været undervejs i cirka fem år, og den er bygget ovenpå forbrændingsanlægget Amager Ressource Center. Skianlægget, der er designet af Bjarke Ingels, er en af verdens største kunstige skibakker, og den vil være 450 meter lang, når den i løbet af foråret er færdigbygget.

02:28

Nederste del af Amager Bakke kan afprøves tirsdag og onsdag i uge 7.

Luk video

TV2 Lorrys testpanel afprøver Amager Bakke.

Skibakken har tirsdag og onsdag i uge 7 plads til 75 personer i timen, som kan boltre sig på den kunstige pist på enten ski eller snowboard.

I uge 7 vil kun den nederste del af skibakken være åben, nemlig den blå pist, som er den letteste af pisterne. Den øvre del af Amager Bakke består af de mere avancerede røde og sorte pister, som først kan prøves af i løbet af foråret, når skibakken officielt åbner.

Vi kan mærke på folk, at de er sultne efter selv at prøve kræfter med skibakken

Christian Ingels, direktør hos Copenhill

Selvom det kun er 250 meter blå pist, der kan afprøves af danskerne tirsdag og onsdag i uge 7, så forventer Christian Ingels, at det bliver nogle spændende dage, hvor Copenhill kan vurdere flowet i attraktionen.

- Vi har muligheden for at se, om alt hænger godt sammen med lifter, skiudlejning og om vores besøgene har en god oplevelse, siger Christian Ingels.

Underlaget er lavet af neveplast. Det er udvalgt, fordi det er det underlag, der minder mest om sne, når man står på det. Foto: Niels Knuth Winterfeldt / TV 2 Lorry

Lokalbefolkningen og københavnerne har ifølge Christian Ingels taget rigtig godt imod den nye attraktion. Selvom skibakken har fået en del negativ omtale i forbindelse med både budgetovertrædelser og forsinkelser i byggeriet, så mener Copenhills direktør nu at se et skift.

- De positive historier har fået lov at tage over nu, og vi kan mærke på folk, at de er sultne efter selv at prøve kræfter med skibakken, siger Christian Ingels.

Amager Bakkes underlag er ikke sne, men derimod grøn neveplast, som er smurt med silikone. Inden man som besøgende tager turen ned, skal ens ski eller snowboard køres over en svamp, som også indeholder silikone. Det skal tilsammen sikre den rigtige følelse af at køre ned ad snedækkede pister.  

Udover skibakken vil området ved den officielle åbning have tre lifter, en 85 meter høj udsigtspost, en vandrerute, klatrevæg, restaurant, café og skiudlejning.

En billet til skibakken koster 95 kroner inklusiv ulykke- og ansvarsforsikring og kan købes på https://www.copenhill.dk/



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik