Foto: Lorry

Daginstitutioner risikerer tvangsudlicitering

Ingen daginstitutioner på Frederiksberg ønsker at udlicitere deres drift til et privat firma. Kommunen overvejer nu en tvangsudlicitering.

Ingen børnehaver eller vuggestuer på Frederiksberg vil frivilligt udlicitere deres drift til et privat firma. Det står klart, efter at Frederiksberg Kommune har modtaget samtlige svar fra de relevante forældrebestyrelser.

Det betyder, at kommunalbestyrelsen på Frederiksberg enten skal droppe planen om at udlicitere - eller tvinge en institution til det. Den radikale formand for børneudvalget, Karsten Lauritsen, vil ikke afvise nogen af mulighederne.

Det er ikke rimeligt, hvis Frederiksberg Kommune tvinger en institution til at udlicitere, mener BUPL Hovedstaden.

- Når man tvinger så store ændringer igennem, er de dømt til at fejle, fordi man påtvinger forældrebestyrelsen og personale noget, de ikke havde lyst til. Det risikerer at gå ud over både arbejdsmiljøet og børnene, siger Mia Skou Jørgensen, der er næstformand i BUPL Hovedstaden.

Frederiksberg Kommune kan spare 300.000 kroner det første år, hvis politikerne udliciterer en institution. I årene fremover budgetteres med en besparelse på en halv million årligt.

Øvelsen kan godt lade sig gøre, uden at kvaliteten i institutionen falder, mener børneudvalgsformand Karsten Lauritsen. BUPL er uenig.

- Hvis man skal spare en halv million, bliver det på personalet, og Frederiksberg er ikke ligefrem kendt for sine høje normeringer, siger Mia Skou Jørgensen fra BUPL Hovedstaden.

Karsten Lauritsen har onsdag ikke yderligere kommentar til sagen, end at man netop nu sidder i forhandlinger. Frederiksberg Kommune vil træffe en beslutning i forhold til en mulig tvangsudlicitering på et møde mandag d. 14. september.