Centerchef afviser overvågning af byrådspolitikere

Arkivfoto. Foto: blackzheep - Scanpix

Et byrådsmedlem i Helsingør nægter at bruge kommunens telefon, da han frygter overvågning. Men kommunen beroliger.

Hvad er overvågning, og hvad er sikkerhed? Dét spørgsmål har i den grad rejst sig i Helsingør. 

Her har politikeren Jan Ryberg fra Lokaldemokraterne nemlig afleveret sin nye telefon tilbage til kommunen, fordi han er bange for at blive overvåget, skriver Frederiksborg Amts Avis fredag. 

Overvågningen bliver dog afvist af kommunens centerchef, Pernille Madsen. 

Systemet skal beskytte data 

- Jeg bad en it-kyndig medarbejder i mit firma installere de krævede programmer og blev frarådet at installere et mobil device management-system fra kommunen. Han forklarede mig, at det registrerede nærmest alt, hvad jeg lavede på nettet, og hvor jeg befandt mig, har Jan Ryberg, der er selvstændig erhvervsdrivende, udtalt til Frederiksborg Amts Avis.

Det er borgerdatabeskyttelse og ikke overvågning.

Pernille Madsen, centerchef i Helsingør Kommune

Ifølge centerchef i Helsingør Kommune, Pernille Madsen, er der dog ikke tale om overvågning.

- Det er borgerdatabeskyttelse og ikke overvågning, siger hun til TV 2 Lorry og uddyber:

- Vi sørger for, at alle vores devices (telefon, ipad red.) er sikret, sådan at borgernes data ikke er i omløb, hvis det bliver stjålet eller mistet. Så kan vi fjerne det kommune-relaterede på telefonen. Det vil sige appen med mail.

Hun fortæller, at de hverken kan se indholdet af eller fjerne andre private apps.

Så hvad er det helt præcist, I kan se? 

- Vi kan se, hvad politikerne har kaldt deres telefon, navnene på de apps personen har installeret og intet andet. 

Læs også Politiker dropper iPhone på grund af overvågning

- Det er rigtigt, at hvis vi bliver kontaktet af politiet, så kan vi gå ind og se logningen af, hvem der har været inde på byrådets fortrolige sager. Men der er ikke noget, der popper op eller nogen notifikationer. Man skal dybere ind i systemet, siger Pernille Madsen som kommentar til Jan Rybergs udtalelse om, at kommunen får besked om, når digitale dagsordener bliver åbnet. 

Hvad skal der så ske herfra? Må politikeren gerne bruge sin egen mobil?

- Ja, det må man godt. Men i forhold til at få mails ind på den, så skal vi selvfølgelig have en dialog. Mobilen er dog ikke afleveret endnu, svarer centerchefen. 

Tidligere talte TV 2 Lorry også med chefen i en it-virksomhed, der ligesom centerchefen mener, at det kritiserede mobil device management-system fra kommunen er afgørende for sikkerheden. 

Læs også Politiker dropper overvåget mobil: "Uforsvarligt", siger ekspert