00:33

Bump, kurver og interaktivt lys: Roskilde har en blæret cykelsti

Roskilde Kommune har fået en cykelsti, der skiller sig markant ud fra mængden med bump, kurver og interaktivt lys. Borgmesteren håber, at den kan få flere til at tage cyklen fremfor bilen.

I dagslys ser Roskildes nye pumptrackbane sådan her ud:

  Foto: Henry Michaelsen / TV 2 Lorry

Den er 90 meter lang og har kurver og bump, der gør den sjov at køre på. 

Derudover har den interaktivt lys, der følger cyklisterne, når mørket falder på:

  Foto: Roskilde Kommune

- Formålet er at få børn og unge til at komme ud og røre sig, og de skal have det sjovt, mens de gør det, fortæller Joy Mogensen, der er borgmester i Roskilde (Soc. dem.).

Læs også Roskilde investerer millionbeløb i cykelparkering

Almindelige cyklister bruger banen

Pumptrackbaner er normalt udelukkende beregnet til bmx-cykler, skateboards og løbehjul, men sådan er det ikke i Roskilde. 

Her er pumptrackbanen nemlig anlagt i direkte forlængelse af en sti, der forbinder Roskilde Station med kommunens nye kreative bydel Musicon.

Det er dermed også almindelige cyklister på vej til og fra skole og arbejde, der bruger pumptrackbanen.   

- Vi håber, at folk får en oplevelse af, at cykelturen ikke er så lang, som den i virkeligheden er. Det skal føles sjovt, så man helt naturligt tager cyklen istedet for bilen, for det er godt for klimaet, det er sundt, og så betyder det, at vores by kan hænge sammen, lyder det fra Joy Mogensen.