Brøndbys finansdirektør stopper

Brøndbys finansdirektør, Palle Nordahl, har sagt op. Han stopper i klubben til april, og dermed fortsætter uroen på direktionsgangen i Brøndby IF.

Dramaet på direktionsgangen i Brøndby IF fortsætter fredag,
hvor selskabet meddeler, at finansdirektør Palle Nordahl har
sagt op og fratræder den 1. april 2010. Det skriver RB-Børsen.
Oplysningen kommer fire dage efter, at selskabets
administrerende direktør Herman Haraldsson blev fyret med
øjeblikkelig virkning.
Bestyrelsesformand Per Bjerregaard glæder sig over, at der er
længe til, at finansdirektøren stopper.
- Vi har i dag modtaget Palle Nordahls opsigelse, men noterer
os med tilfredshed, at finansdirektøren vil sikre en lang
overleveringsperiode, siger Per Bjerregaard i en
fondsbørsmeddelelse.
Han åbner samtidig for, at den kommende Brøndby-ledelse
muligvis kan blive uden finansdirektør.
- Dette giver bestyrelsen mulighed for at vurdere, om posten
på sigt skal genbesættes, siger Per Bjerregaard.
Palle Nordahl har ikke engang været i stillingen et år. Han
blev ansat 1. november 2008.
/ritzau/