To brødre stukket ned af eneboer i skov

To brødre på 42 og 44 år fra Roskilde blev i aftes lidt efter klokken 19 stukket ned af en 42-årig eneboer, som havde slået sig ned i sit telt i Boserupskoven ved den p-plads, der lokalt er kendt som »den høje p-plads« eller »udsigten«. Det skriver DAGBLADET Roskilde.

De to brødre fra Roskilde kom til p-pladsen i bil, hvor de ville gøre et stop. Her fik de øje på teltet i skoven. Den ældste bror gik over til teltet, hvor eneboeren bad ham skrubbe af.Det fik den 44-årige til at spørge eneboeren, om han syntes, det var et godt sted at campere. Eneboeren slog herefter den ældste bror med et knytnæveslag så hårdt i ansigtet, at han gik i jorden. Den yngste bror forsøgte at komme til undsætning, men blev også mødt med vold. Og da de to brødre herefter forsøgte at tale eneboeren til ro, hentede han en kniv og stak den 42-årige bror dybt i baglåret, mens den ældste bror slap med overfladiske snitsår. Det 42-årige knivoffer, som var hårdest såret, var dog ikke i livsfare efter knivstikkeriet.
Den 42-årige eneboer fremstilles i eftermiddag i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde med krav om varetægtsfængsling.