Brian M. undsiger Amagerbanken

Den krakkede Amagerbanken, der er overtaget af Finansiel Stabilitet, må ikke tage nye kunder ind. Det fastslår økonomiminister Brian Mikkelsen.

Økonomiminister Brian Mikkelsen går nu i rette med Amagerbanken, der er på jagt efter nye kunder, selvom banken reelt er krakket.
- Jeg vil gerne slå det helt fast; Amagerbanken må ikke acceptere nye kundeforhold. Det følger af lovgivningen om Bankpakke III, skriver Brian Mikkelsen i en mail til DR Nyheder.
I mailen skriver ministeren videre, at "det følger udtrykkeligt af lovgivningen i forbindelse med Bankpakke III, at banker overtaget af Finansiel Stabilitet A/S ikke må konkurrere i markedet."
Amagerbankens direktør, Steen Hove, der er indsat af staten gennem Finansiel Stabilitet, sagde i Radioavisen i morges, at han gerne ser nye kunder i banken.
- Man har også lov til at skifte over til Amagerbanken. Vi er i talende stund en ganske almindelig bank på ganske almindelig vilkår. Og vi konkurrerer med alle vores kolleger på ganske almindelige lige vilkår, sagde Steen Hove.
Men den udmelding bliver altså nu undsagt af økonomiministeren.
- Amagerbanken må heller ikke foretage markedsføring eller i øvrigt konkurrere med andre banker, da Amagerbanken er ejet af Finansiel Stabilitet, skriver Brian Mikkelsen i sin mail til DR Nyheder.
Amagerbanken er blevet overtaget af statens skraldespandsselskab Finansiel Stabilitet med henblik på afvikling.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik