Ninna Thomsen, SF, Sundheds- og Omsorgsborgmester i København og overborgmester Frank Jensen, S, i baggrunden. Foto: Katrine Emilie Andersen / Scanpix

Borgmester vil bekæmpe minut-tyranni

Københavns Sundheds- og Omsorgsborgmester, vil have gjort op med, at rengøringsassistenter bliver ansat på minutkontrakter.

Det skal være slut med at blive ansat som rengøringsassistent i Københavns Kommune på en kontrakt, hvor arbejdstiden gøres op i minutter. Sådan lyder det fra SF-borgmesteren på området, Ninna Thomsen.

- Man er i job, men har samtidig svært ved at komme op på en arbejdstid og en løn, som man kan leve af. Det er en problemstilling, som vi skal tage meget alvorligt inden for rengøringsfaget, siger Ninna Thomsen til Avisen.dk

Det er en problemstilling, som vi skal tage meget alvorligt inden for rengøringsfaget, siger Ninna Thomsen til Avisen.dk

Ninna Thomsen, Sundheds- og Omsorgsborgmester, København, SF

Ifølge avisen har borgmesteren set eksempler på, at rengøringsassistenter er ansat på et præcist minuttal, og et stigende antal rengøringsassistenter bliver også ifølge fagforeningen KLS ansat på kontrakter, hvor arbejdstiden gøres op i minutter.

Læs også Rengøringsassistenter snydt for en million i løn

Vilkårene er ifølge borgmesteren uacceptable, og nu kræver hun handling fra overborgmester Frank Jensen, Soc.dem. og Pia Allerslev, Venstre,  der er børne- og ungdomsborgmester - begge har de to nemlig rengøringsfolk ansat på decimal-kontrakter i deres forvaltninger.

Overborgmester Frank Jensen er dog også villig til at imødekomme kravet om en redegørelse og stille forslag til, at ansættelserne afvikles.

- Jeg er helt enig med SF i, at vi skal have gjort oget ved disse decimalansættelser. Der er heldigvis allerede gang i en dialog mellem kommunen og medarbejderne om at afskaffe de skæve decimalansættelser på rengøringsområdet, skriver han i en mail til Avisen.dk.

I den københavnske FOA-afdeling ser næstformand Mimi Bargejami frem til, at minut-tyranniet er fortid.

Læs også København får stort sundhedshus

- Jeg får henvendelser fra medlemmer, der har svært ved at forstå deres arbejdstid, og som hellere bliver 10 minutter ekstra for en sikkerheds skyld. Det er svært at håndtere, og hvem står med stopuret? Vi har medlemmer, der er blevet varslet fire minutter ned i daglig arbejdstid. Ingen andre medarbejdergrupper oplever det. Arbejdstiden er nu så stram, at man ikke kan tillade sig at gå på toilettet, uden at man derved skal blive længere på arbejde for at nå opgaverne, siger hun.

Der er heldigvis allerede gang i en dialog mellem kommunen og medarbejderne om at afskaffe de skæve decimalansættelser på rengøringsområdet. 

Frank Jensen, Overborgmester, København, Soc.dem.

Torsdag vil overborgmesteren foreslå Økonomiforvaltningen og Børne- og Ungeforvaltningen, at ordningerne udfases, og det glæder sundheds- og omsorgsborgmesteren. 

- Jeg er ret chokeret over det. Det lugter langt væk af, at man er i gang med at presse en ufaglært medarbejdergruppe, for vi ser jo ikke andre andre blive ansat på de vilkår, siger Ninna Thomsen.