Bølge af DSB-røverier stoppet

Røverier og trusler har i lang tid plaget DSB-ansatte og togpassagerer på Køge Bugt-banen. En massiv forbyggende indsats har tilsyneladende løst problemet. DSB vil nu overføre de gode erfaringer til andre problematiske strækninger. Det skriver metroXpress.

Ansatte i DSB kaldte den for 'Gazastriben', for det var stedet, hvor passagererne ofte følte sig groft chikaneret af grupper af unge, og det var her, at DSB-kioskernes medarbejdere oplevede 24 røverier på bare et halvt år.
Køge Bugt-banen var i starten af 2009 ramt af en lang række røverier, overfald og chikanerier, men udviklingen synes nu vendt efter indførelsen af den såkaldte 'Tryghedspakke', som transportministeriet og DSB sammen stod bag i marts måned sidste år.
»Siden 15. Juli 2009 har vi ikke oplevet nogle røverier overhovedet. Vores medarbejderne har fået det bedre, og vi oplever igen en pæn passagerfremgang på Køge Bugt-banen,« fortæller Helle Tiedemann, direktør i DSBs kioskkæde Kort & Godt A/S.
Tryghedspakken betød blandt andet, at der kom faste vagter på udvalgte stationer samt opsætning af mere overvågningsudstyr, så trygheden blev øget. Desuden mindskede man indholdet i kioskernes kasseapparater, så et eventuelt udbytte blev minimalt. Hos DSB håber man nu, at de gode resultater, kan overføres til andre strækninger, der døjer med lignende problemer.
»Vi håber, at vi kan tage nogle af de samme metoder i de toge, som kører mod Høje Taastrup, hvor vi også døjer med lignende problemer,« siger Helle Tiedemann til metroXpress