Børnehave tager forskud på Royal Run - og overraskes af kronprinsen

De yngste har taget forskud på årets royale løb.

01:05

Kronprins Frederik var i dag i Tårnby for at besøge en børnehaveklasse, der tog forskud på årets Royal Run. Video: TV 2 Lorry

Årets største løbeevent er snart klar til start. Og i den anledning bliver også løbesko i det allermindste størrelser snøret. 

Royal Run

  • Royal Run løber af stablen d. 10. juni 2019 i Aalborg, Aarhus og København/Frederiksberg.
  • Det afholdes for anden gang - første gang var i 2018, hvor løbet markerede kronprinsens 50-års fødselsdag.

Det er Royal Run, og hovedløbet er godt nok først den 10. juni. Men i hele Lorryland er der arrangeret såkaldte Royal Side Runs.

Royal Side Runs er mindre løb arrangeret af eksempelvis skoler og institutioner. Og mandag fandt ét af slagsen sted i Byparken i Tårnby, hvor deltagerne var lokale børnehavebørn. 

Hvor deltagerne i det rigtige Royal Run skal løbe enten 1,609 kilometer (en mil) eller 10 kilometer, så er distancen fri for arrangørerne af Royal Run.

"Hvor er din krone?"

I Byparken i Tårnby var det to gange 170 meter, der skulle tilbagelægges - og til det var intet mindre end kronprinsen mødt op for at heppe.

- Det er en fantastisk idé, som er opstået specielt i år, fordi der har været efterspørgsel på muligheden for at afholde endnu et Royal Run, og så har der været mulighed for at lave de her små afstikkere, som er med til at motivere, skabe glæde og give en oplevelse, så jeg synes det er fantastisk, at vi kan gøre det på den her måde, siger H.K.H. kronprins Frederik til TV 2 Lorry

Kronprins Frederik mødte børnehavebørn fra Tårnby, der i dag løb Royal Side Run. Foto: TV 2 Lorry

Arrangørerne af Tårnby-løbet var  Legepatruljen. Et lokalt projekt, der skaber aktiviteter for børnehavebørn, der har brug for lidt ekstra opmærksomhed på grund af forskellige udfordringer. 

Og kronprinsen var meget imponeret af børnenes løbevillighed, men også de sjove spørgsmål som opstod undervejs, som for eksempel "Hvad hedder du?" og "Hvor er din krone?".

- Jeg har haft endnu en skøn oplevelse i dag med børnene, som er meget spontane, meget forventningsfulde men også meget oplevelsesparate. Det er skønt at se, at man kan få børn til at løbe i en cirkel på omkring 200 meter per gang, og nogle vidste ikke, at de skulle stoppe, så de fortsatte bare som duracell-kaniner, siger H.KH. kronprins Frederik efterfulgt af et grin.

26 sideløb i Lorryland

Der er indtil videre arrangeret 26 Royal Side Runs i Lorrys område. Og ifølge arrangørerne fra Bevæg dig for livet var der mandag morgen stadig 14 eventpakker tilbage.

Eventpakken indeholder blandt andet flag, balloner og klistermærker til at skabe den helt rigtige Royal Run-stemning, og pakken kan bestilles på Royal Runs hjemmeside. 

Det store Royal Run  TV-transmitteres på TV 2 fra kl. 10.15 til 21.00 mandag d. 10. juni, anden pinsedag.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik