Bitter strid på Politigården i Amagersagen

Strid om pressestrategi i sagen om drabet og voldtægterne fra Amager fik drabschef til at melde sig syg. Før sagen om drabet og de to voldtægter på Amager kom til offentlighedens kendskab, nåede chefen for drabsafdelingen at melde sig syg og resten af kollegerne overvejede at strejke. Det skriver Ekstra Bladet.

Ifølge avisen ville politiledelsen vente med at offentliggøre, at der var fundet dna-spor, der bandt de tre forbrydelser sammen. Af frygt for at skabe ængstelse i befolkningen, skulle der først lægges en pressestrategi.

Kilder oplyser til Ekstra Bladet, at drabschef Ove Dahl direkte følte sig stoppet af politiledelsen. Han meldte sig syg fredag den 29. oktober, da han følte, at politiledelsen bremsede hans plan om at gå ud og bede om offentlighedens hjælp for hurtigst muligt at fange gerningsmanden.

Den interne strid oprørte de erfarne efterforskere i drabsafdelingen så meget, at de overvejede at nedlægge arbejdet. Først da en tillidsmand gik ind og mæglede faldt der ro på.

Ove Dahl er nu tilbage og kører den daglige efterforskning af Amagersagen, men han har ingen kommentarer til den interne strid.
Politiinspektør Svend Foldager siger til avisen: Hvad der måtte være af interne uenigheder i Københavns politi vil jeg ikke kommentere.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik