Bilist vinder parkeringssag i Højesteret mod kommune

Tårnby Kommune forlangte tre afgifter for én sammenhængende ulovlig parkering. Højesteret siger nej.

Højesteret har igen givet en bilist medhold i, at der ikke kan gives flere bøder for én sammenhængende ulovlig parkering.

Tårnby Kommune forlangte tre afgifter af en bilist, hvis bil blev noteret for at holde på samme sted tre gange i september 2011.

Men landets øverste retsinstans konstaterer, at bilen ikke blev flyttet i tiden mellem de pålagte afgifter. Den ulovlige parkering må derfor anses for at være én forseelse, mener dommerne.

Det er FDM, der har ført sagen for bilisten ved retten, og det var også FDM, som repræsenterede en anden bilist i en tilsvarende sag i 2012.

Bilen holdt lovligt parkeret om natten

Den nye afgørelse drejer sig om en lidt anderledes situation. Bilen i Tårnby stod nemlig i et parkeringszoneområde, hvor der er tidsbegrænset parkering i to timer mellem klokken seks om morgenen og 21 om aftenen.

Det betyder, at bilen holdt lovligt parkeret om natten. På den baggrund har kommunen hævdet, at der faktisk er tale om tre forskellige forseelser - men er altså blevet afvist først af fogedretten i Lyngby, derefter Østre Landsret og nu i Højesteret.

Bilistens ulovlige parkering skete før en ny lov om op mod tre p-bøder for samme parkering. Loven trådte i kraft 1. marts i år og har virkning for parkering efter dette tidspunkt.

FDM tilfreds med den nye lov

Der kan pålægges én afgift i døgnet, idet der dog tidligst kan pålægges en ny afgift 24 timer efter, at den forrige afgift er pålagt. Der kan for samme overtrædelse højst pålægges tre afgifter, lyder den nye lov.

FDM's advokat Lennart Fogh er også tilfreds med den nye lov.

Parkeringsspekulation har da heller ikke kun kommunen som taber, men også andre bilejere.

- Der er nu klare rettigheder for bilisterne, og samtidig er der nu ikke incitament til at spekulere i ulovlige parkeringer, så det ikke går ud over de folk, som har brug for de berørte parkeringspladser.

Uden lovændringen kunne man for eksempel forudse, at rejsende i Kastrup Lufthavn i stor stil ville parkere deres biler i Tårnby for at spare penge - og dermed genere borgerne i Tårnby urimeligt meget.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik