Arkivfoto Foto: TV2/Lorry

BIF-direktør gnider hænder over Rommedahl

Brøndbys direktør, Jan Lockhart, mener, at Dennis Rommedahl kan trække sponsorer til superligaklubben.

Brøndby var som forvandlet søndag, da klubben vandt 5-0 over HB Køge i Superligaen hjemme på Brøndby Stadion.
      Nyindkøbet Dennis Rommedahl leverede en opmuntrende indsats, og landsholdsspilleren høstede en stor del af æren for de nye tider på vestegnen.
      Men den hurtige kantspiller kan også få positiv afsmitning på den pressede økonomi, mener klubdirektør Jan Lockhart.
      - Hvis Rommedahl bliver ved at performe, som han gjorde mod Køge, vil man kunne se det på interessen fra sponsorer. Det er jeg helt sikker på, siger Jan Lockhart til B.T.
      Efter en række særdeles sløje hjemmekampe, var der igen glødende stemning på tribunerne på Brøndby Stadion, da Dennis Rommedahl fik debut for superligaklubben.
      - Jeg vil jo sige, at vi allerede her mod Køge kan mærke en Rommedahl-effekt.
      - Vi har over 15.000 tilskuere mod et bundhold som Køge, og vi er jo heller ikke startet så godt. Men alligevel kunne vi trække 15.000, og det er helt sikkert at 1000-2000 af dem, er kommet for at se Rommedahl, siger Lockhart.
      Brøndby-direktøren håber, at den danske landsholdsspiller kan få betydning i forhold til at tiltrække en ny hovedsponsor.
       - Det har også betydning for vores jagt på hovedsponsor, for naturligvis vil en hovedsponsor også gerne associeres med noget, der er godt og positivt.
      - Så også den vej rundt er det godt, hvis Rommedahl og hele holdet fortsætter med at præstere på denne positive måde, siger Jan Lockhart.