Foto: TV 2 Lorry

Beruset dødsbilist får fængselsstraf

Ud over fængselsstraffen skal den mand, der kørte en cyklist ihjel på Amager, også af med kørekortet i otte år

Det kom til at koste et år og ni måneders fængsel til den mand, der i april kørte en cyklist ihjel på Amagerbrogade.
Den 25-årige Mads Christian Uldahl Lund blev samtidig frakendt retten til at igen at køre bil de næste otte år. Han modtog dommen.
Dødsulykken skete, da han efter en påskefrokost ville køre hjem med en promille på 2,21.
I krydset hvor Amagerbrogade løber sammen med Amager Boulevard gik det galt, da han med omkring 70 kilometer i timen kørte over for rødt.
Han ramte to cyklister, og den ene blev så hårdt kvæstet, at hans liv ikke stod til at redde. Han blev 33 år.
Den anden cyklist slap med mindre skader.
I retten har Lund forklaret, at han dårligt kunne huske ulykken. Derfor kunne han heller ikke erklære sig skyldig.
Han blev dømt for uagtsomt manddrab og fareforvoldelse, samt for hensynsløs kørsel og for at køre med sprit i blodet.
Men samtidig fandt retten ham også skyldig i at være flygtet fra ulykken. Han blev nemlig først standset af en politipatrulje et par hundrede meter længere henne.
Han har dog forklaret, at han selv havde tænkt sig at standse.