Undgå dette sted: Ejendom lukkes ned af fare for bandeangreb

Bandekonflikt har udløst forbud mod adgang til Black Jackets lokaler i Albertslund, oplyser politiet.

En konflikt i bandemiljøet får nu Københavns Vestegns Politi til at udsted et forbud mod enhver adgang til adressen Værkstedsgården 9-11 1. sal i Albertslund.

- Vi vurderer, at der netop nu er en betydelig risiko for, at Black Jackets, der bruger lokalerne på Værkstedsgården 9-11, kan blive angrebet, siger politiinspektør Svend Foldager fra Københavns Vestegns Politi.

Adgangsforbuddet begyndte torsdag klokken 16 og fortsætter indtil videre frem til 2. juni.

00:22

Sådan så det torsdag eftermidag ud ved Værkstedsgården i Albertslund.

Luk video

- Baggrunden for vores vurdering er de seneste dages efterforskning og systematisk indsamling af oplysninger i bandemiljøet, siger politiinspektør Svend Foldager. 

Klik her for at se flere billeder fra Local Eyes

I den seneste uge har der været flere skudepisoder i området omkring København, og ifølge politiet har grupperingen Black Jackets og gruppens rivaler været involveret i disse skudepisoder.

- Vi har konkrete efterretninger på, at Black Jackets forbereder sig på angreb. Historisk har politiet erfaring for, at den slags konfliktsituationer i rocker/bandemiljøet kan ende i angreb på klubhuse og tilholdssteder, siger politiinspektør Svend Foldager og fortsætter:

- Det skal vi som politi forhindre, ligesom vi skal sikre borgernes tryghed og sikkerhed. Derfor vælger vi i dag at forbyde adgang til bandens tilholdssted

I ejendommen bor også Albertslund Kommunes hjemmepleje, og i beslutningen for adgangsforbuddet er der også blevet lagt vægt på de kommunalt ansattes sikkerhed.