Efter alvorlig højresvingsulykke: Kvindelig cyklist uden for livsfare

En cyklist er onsdag morgen blevet kørt ned af en højresvingende lastbil på Avedøre Havnevej.

Foto: Presse-fotos.dk

En kvindelig cyklist er tidligt onsdag morgen blevet påkørt af en lastbil på Avedøre Havnevej på broen over Amagermotorvejen.

Vagtchefen hos Københavns Vestegns Politi oplyser til TV 2 Lorry, at der er tale om en højresvingsulykke. Billeder fra stedet, som TV 2 Lorry har set, viser, at cyklen lå helt inde under lastbilen.

- Kvinden er i kritisk tilstand og er blevet bragt til traumecenteret på Rigshospitalet, og meget mere kan vi ikke sige lige nu, sagde vagtchef Peter Grønbæk klokken 8.30.

Den nyeste melding fra politiet lyder nu, at kvinden, som er 56 år, er erklæret uden for livsfare.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik